Jeg fik anbefalet bogen her for lidt tid siden, og eftersom den faktisk allerede stod (ulæst) på min bogreol, så skulle der ikke megen overtalelse til, før jeg gik i gang.

Jeg foretrækker normalt den poetiske fantasi i skønlitteraturens verden, men jeg er nu virkelig glad for at have læst Nelson Mandelas historie.

Familien Bridgerton er alle vegne for tiden, og eftersom jeg elsker et skønt romantisk drama med historisk vingesus, så havde jeg temmelig store forventninger til seriens første bog, Den ugifte hertug.

Blev de så indfriet? Ikke helt desværre. Jeg synes, det er en fin historie, men der er et par ting, som irriterer mig.

Da jeg i sin tid begyndte at skrive på min første roman Manden der glemte sig selv havde jeg på ingen måde forestillet mig, at den skulle udgives. Skriveriet var bare et lille hyggeligt projekt, som jeg nød at sysle med, og som gav mig virkelig god energi.  

Men så var der en aften, hvor jeg ikke kunne sove, og der endte jeg med at læse en masse om selvudgivelse. Jeg blev vildt begejstret og brugte flere timer på at surfe på computeren i mørket. 

Den afrikanske farm er en selvbiografisk erindringsbog, hvor Karen Blixen ser tilbage på sine 17 år som kaffedyrker i Kenya. Jeg fik lyst til at genlæse den efter at have afsluttet Solsøsteren af Lucinda Riley, hvor en stor del af historien også foregår i kolonitidens Afrika.

Jeg genlæste Den afrikanske farm af Karen Blixen for nyligt og studsede over et afsnit, hvor hun skriver om drømme. Den slags man har i sovende tilstand altså og ikke karrieredrømme, eller hvad vi nu ellers har af ønsker i livet.

Jeg har altid været god til at huske mine drømme, og som barn skrev jeg mange af dem ned i min dagbog. Her havde jeg et særligt afsnit med den originale titel ’Ting jeg har drømt’, og det blev hurtigt fyldt med maleriske beskrivelser af de mange historier, som min hjerne fandt på nat efter nat. Måske derfor kan jeg stadig huske mange af dem. Især de drømme, som jeg genbesøgte flere gange, og som jeg aften efter aften håbede ville vende tilbage endnu en gang.

Uhh altså, nu nærmer vi os slutningen på den fantastiske fortælling om De syv søstre, og det bliver bøgerne bestemt ikke dårligere af. Jeg har været tryllebundet lige fra starten, som du kan se her i mine anmeldelser af seriens første fem bøger.

Jeg er vild med Jakob Martin Strid. Han laver simpelthen de skøreste billedbøger, som kan underholde både børn og voksne på fornemste vis, og bogen her er ingen undtagelse. Jeg har tidligere skrevet om Mimbo Jimbo bøgerne, som vi har læst utallige gange herhjemme, men i dag skal det altså handle om en særdeles velvoksen pære.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de lidt længere Strid-fortællinger med hele 10 kapitler. Alle rigt illustrerede i sædvanlig stil med store farvestrålende tegninger fyldt med sjove detaljer.

Så nåede jeg til den femte bog i Lucinda Rileys skønne serie De syv søstre. Denne gang følger vi Tiggy, som jeg indtil videre har fundet lidt uinteressant – nok primært fordi jeg næsten intet har hørt om hende. Men faktisk viste Tiggy sig at være den søster, som jeg følte mig allermest draget af. Jeg var simpelthen vild med hendes historie, og for første gang i serien synes jeg, at den nutidige del af fortællingen overstråler tilbageblikket.

Mine børn er vilde med Mimbo Jimbo, og jeg forstår dem så godt. Jakob Martin Strid har fået skabt et unikt, skørt og farvestrålende univers med den lille blå elefant i centrum, og jeg synes virkelig det sætter gang i fantasien hos både børn og voksne.

Som oplæser af bøgerne og cirka 30 år ældre end mine børn deler jeg måske ikke altid deres opfattelse af god litteratur, men når det kommer til Mimbo Jimbo kan jeg sagtens følge deres begejstring. Derfor får du her en gennemgang af alle de skønne Mimbo Jimbo historier. Jeg kan varmt anbefale de fleste, men der er også et par stykker, som jeg ikke er kæmpe fan af.

Så fik jeg læst (eller hørt rettere sagt) det tredje bind i Lucinda Rileys fantastiske serie om De syv søstre. Jeg havde store forventninger baseret på de to første bøger, men blev forventningerne mon indfriet? Det får du svar på om lidt – først en lille introduktion til handlingen:

Skyggesøsteren er som sagt den tredje bog i serien, og her lærer vi den sky og undseelige Star bedre at kende. Hun har stået i skyggen af sin jævnaldrende og frembrusende søster CeCe siden barndommen, men efter adoptivfaren Pa Salts død bliver hun mere selvstændig og begynder så småt at træde ud af sin vante rolle som skyggesøster.

Jeg kom sent i gang med Harry Potter og læste først serien, da jeg var i mine tyvere. Jeg ville ellers ha’ passet fint til målgruppen, da den første bog udkom i 1997, men dengang gik alt, der mindede om fantasy, langt forbi min næse.

Heldigvis fik jeg øjnene op for J.K. Rowlings fantastiske univers senere, og selvom de første bøger føltes lidt barnlige, så slugte jeg hele serien på rekordtid.

Senere har jeg primært hørt bøgerne som lydbog, men der har jeg til gengæld også givet den så meget gas, at jeg nu stort set kan alle bøgerne udenad. Jeg lytter til den engelske version indtalt af Stephen Fry, og han laver nogle geniale stemmer.

Bogen her er baseret på en virkelig historie om den amerikanske kvinde Caroline Ferriday, som efter Anden Verdenskrig hjalp en række polske kvinder, der alle havde fysiske skader fra deres ophold i koncentrationslejren Ravensbrück. Også en af bogens øvrige karakterer er baseret på en virkelig person; nemlig den tyske nazist Herta Oberheuser, der arbejdede som lejrlæge under krigen.

De øvrige hovedpersoner er inspireret af forskellige beretninger, og det er helt tydeligt, at forfatteren har brug meget tid på sin research. Hun skriver selv i efterskriftet, at bogen her virkelig har været et hjertebarn, og det synes jeg tydeligt, man kan mærke.

Jeg elsker at læse! Det startede tidligt med en god blanding af Troldepus, Det lille hus på prærien, De 5 og Davy Crockett, og siden da har jeg læst alt muligt fra krimi til klassiker og alt derimellem.

Efter jeg fik børn, er det dog gået gevaldigt ned af bakke med læsningen. Mængden af fritid forsvandt på mystisk vis sammen med ankomsten af de kære poder, og for mig lokker fjernsynet nogle gange mere end en bog, når jeg er træt efter en lang dag.

Derfor har jeg ikke fået læst så meget som tidligere, hvilket har ærgret mig grueligt. Men hvad jeg ikke får læst i fysisk forstand, det får jeg nu hørt, og det er virkelig skønt. 

Der findes næsten ikke noget bedre end bøger, som du bare MÅ læse færdig, og sådan en bog er erindringsromanen Glasslottet.

I Glasslottet følger vi forfatteren Jeannette Walls og hendes familie i 60’ernes og 70’ernes USA. Vi lærer de idealistiske og ansvarsløse forældre at kende på godt og ondt, og oplever hvordan Jeannette og hendes søskende må hutle sig gennem tilværelsen som en fattig nomadefamilie på flugt fra regninger og inkassofolk.

Som jeg skrev i slutningen af min anmeldelse af Skyggesøsteren, så var jeg lidt spændt på bogen her med CeCe som hovedperson. Jeg brød mig nemlig ikke synderligt meget om den fjerde søster efter at have læst bind tre, hvor vi følger Star og ser, hvordan hun påvirkes af pseudotvillingen CeCe.

Mine bange anelser blev dog gjort til skamme, og jeg var endnu en gang fuldstændig fanget af Lucinda Rileys fantastiske univers.

Af og til bliver hendes romaner dog rigeligt Danielle Steel-agtige til min smag. Ikke at der er noget i vejen med det – jeg slugte virkelig mange Danielle Steel romaner som teenager, men det er altså ikke rigtig noget, der fanger mig mere. Og særligt én af Jojo Moyes romaner skuffede mig på den konto.

Alt i alt er jeg nu stadig stor fan af Jojo Moyes. Jeg synes, hun har skrevet nogle fantastiske bøger, og en af dem er faktisk så god, at den er med på listen over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

Stormsøsteren er andet bind i serien om De syv søstre. Her følger vi Ally, som er den næstældste i søskendeflokken. Hun modtager den barske nyhed om sin adoptivfars død, mens hun er på ferie med sin nye kæreste Theo, der ligesom hun selv er en del af det professionelle sejlermiljø. Ally afbryder selvfølgelig sin ferie og tager hjem til barndomshjemmet i Geneve, hvor hun mødes med sine fem søstre. Her får hun og de andre hver sin ledetråd, der kan hjælpe dem med at finde frem til deres biologiske ophav, hvis de ønsker det.

Jeg læste en anmeldelse på et tidspunkt, hvor Ken Follett blev kaldt kongen af lange historiske romaner, og den beskrivelse passer vældig godt. Hans spændingsromaner er som regel lidt kortere, mens de historiske slægtsfortællinger altid er nogle ordentlige moppedrenge.

Jeg elsker romaner, hvor jeg bliver taget med tilbage til en helt anden tid. Det er ligesom en god historietime i gymnasiet, bare med lidt mere drama (og ja, jeg er en af dem, der godt kunne lide at gå i skole).

 Jeg har glædet mig så meget til at skrive det her indlæg (som altså stod på min idéliste indtil nu), for jeg elsker bare Astrid Lindgren! Jeg var en rigtig læsehest som barn, og jeg pløjede derfor gennem alt fra Pippi til Karlson på taget med største fornøjelse.

Nu er jeg så nået dertil, hvor mine egne børn er store nok til at høre de mange skønne fortællinger fra Astrid Lindgrens hånd, og jeg nyder virkelig at genlæse hendes historier.

De syv søstre er den første bog i en længere serie, hvor vi møder seks søstre, der alle er blevet adopteret af rigmanden Pa Salt.

I den første bog følger vi storesøsteren Maia, og møder de øvrige familiemedlemmer ud fra hendes vinkel. Maia er i starten af 30erne, da hendes kærlige adoptivfar pludselig dør, og hun efterlades i et tomrum med mange ubesvarede spørgsmål.

Hvem er hun egentlig, og hvem var Pa Salt?