Børnebøger

Den utrolige historie om den kæmpestore pære af Jakob Martin Strid

26. januar 2021

Den kæmpestore pære af Jakob Martin Strid

Jeg er vild med Jakob Martin Strid. Han laver simpelthen de skøreste billedbøger, som kan underholde både børn og voksne på fornemste vis, og bogen her er ingen undtagelse. Jeg har tidligere skrevet om Mimbo Jimbo bøgerne, som vi har læst utallige gange herhjemme, men i dag skal det altså handle om en særdeles velvoksen pære.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de lidt længere Strid-fortællinger med hele 10 kapitler. Alle rigt illustrerede i sædvanlig stil med store farvestrålende tegninger fyldt med sjove detaljer.

Vores to drenge på tre og fem har været fuldstændig besat af bogen her. Vi har læst og læst og læst. Så meget at jeg fik følgende svar, da jeg en dag spurgte, om vi skulle læse den med pæren: ”Ja, den læser vi jo altid.”

Flaskepost, frø og fri fantasi

Bogen handler om de to venner Mitcho og Sebastian, som bor i Solby. Det plejede at være en dejlig lille havneby, men nu er der knap så dejligt. Byens borgmester Jeronimus Bjergstrøm Severin Olsen (også kaldet JB) er nemlig pist forsvundet, og derfor har den arrige viceborgmester Kvist overtaget pladsen.

En dag finder Mitcho og Sebastian en flaskepost med et brev og et lille frø. Brevet fortæller om en mystisk ø og en fantastisk opdagelse. Og frøet formår at vokse sig til en gigantisk pære i løbet af en enkelt nat. Sådan en kæmpestor pære er den sure Viceborgmester Kvist naturligvis ikke fan af, og derfor skal den fjernes. Mitcho og Sebastian går i gang med opgaven, men på forunderlig vis ender pæren som et skib, der langsomt flyder afsted med de to venner ombord.

De har ikke rigtig lyst til at vende tilbage til Solby, for der står den skydegale viceborgmester Kvist og venter på dem. Derfor beslutter de sig for at sejle videre og lede efter Den Mystiske Ø.

Rejsen er lang og fyldt med overraskende oplevelser. De møder både grumme pirater, en potentielt farlig sødrage og en skøn eneboer ved navn Ulysses Karlsen, før de endelig når frem til Den Mystiske Ø, hvor den gamle borgmester JB selvfølgelig befinder sig. Det hele ender godt, og alle er glade – alle undtagen den evigt sure viceborgmester Kvist.

Jeg kan næsten ikke anbefale bogen her nok. Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en stor, lækker billedbog med skønne, fantasifulde tegninger, og en historie, der går rent ind både hos børn og voksne. Så bliver det ikke bedre.

Den kan købes lige her >>

Har du en ven eller to, som bare må læse det her?

Del på Facebook

Skriv en kommentar

K.B. Assenholm

K.B. Assenholm

Selvudgivende forfattertype med stor kærlighed for ord og chokolade. På bloggen her finder du skriverier om alt fra boganmeldelser, egne udgivelser, egne brølere og egne succeser.

K.B. Assenholm

danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Det er altså super hyggeligt - det lover jeg. Du får både tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ, hvis det går vildt for sig.

K.B. Assenholm

bogen der deler vandene

Min debutroman har fået masser af flotte stjerner og gode anmeldelser. Wauv altså, det gør mig simpelthen så glad! Der var også en enkelt eller to, som ikke var fan. Måske er det bare en af de bøger, der deler vandene?

følg med

Jeg poster lidt på Facebook og Instagram ind i mellem. Måske skriver jeg noget sjovt. Og måske er det virkelig kedeligt. Kig forbi og vurder selv...

K.B. Assenholm

den store hvad-vil-du-helst quiz

Jeg elsker at quizze, og derfor har jeg lavet en skør version af den klassiske hvad-vil-du-helst quiz. Vil du fx helst spise lort eller hotdogs? Måske bliver du overrasket over dit svar, når du ser valgmulighederne :-)

Danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Her får du tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ. Jeg skriver cirka en gang om ugen. Du kan selvfølgelig nemt afmelde dig, hvis det ikke var så hyggeligt som forventet.