Der findes næsten ikke noget bedre end bøger, som du bare MÅ læse færdig, og sådan en bog er erindringsromanen Glasslottet.

I Glasslottet følger vi forfatteren Jeannette Walls og hendes familie i 60’ernes og 70’ernes USA. Vi lærer de idealistiske og ansvarsløse forældre at kende på godt og ondt, og oplever hvordan Jeannette og hendes søskende må hutle sig gennem tilværelsen som en fattig nomadefamilie på flugt fra regninger og inkassofolk.

Moren er en verdensfjern kunstnerisk type, mens faren interesserer sig for naturvidenskab og alkoholiske drikke, men fælles for begge er, at de har et meget snævert livssyn uden plads til andre holdninger end deres egne.

Eksempelvis påstår moren på et tidspunkt, at man bare skal træne sine øjne, hvis det kniber med synet. Hun går simpelthen ikke ind for briller, uanset hvad en synstest så måtte pege på. Insektspray er kemisk krigsførelse, og hospitaler er desinfektionsbuler.

Hverken moren eller faren er i stand til at beholde et job ret længe ad gangen, og den fattige familie rejser rundt på må og få, mens børnene vokser op. Gennem hele Jeannettes barndom er de på farten, og hun og hendes søskende når aldrig at knytte venskaber eller falde til ro, før de skal videre.

Smukt, men sørgeligt

Forældrene er egentlig ret intelligente og har altid en forklaring på, hvorfor de gør ting anderledes end andre familier. Eksempelvis giver faren et år børnene hver sin stjerne på himlen, da der ikke er råd til julegaver. Han forklarer dem, hvorfor de ikke bør misunde alle dem, der får rigtigt legetøj: ”Om mange år, når alt det bras, de fik, er gået i stykker og for længst er glemt, så har I stadig jeres stjerner”.

Det er jo egentligt ganske smukt, hvis ikke det samtidig var sørgeligt. For her kommer endnu en undskyldning for at bilde børnene ind, at familiens levevis er helt normal. Det er de andre, den er gal med – ikke dem.

Som børnene bliver ældre, begynder de at undre sig, men de stiller ikke mange spørgsmål, for den slags modtages ikke med åbne arme. På et tidspunkt er Jeannette og hendes søster så sultne, at de giver sig til at spise ren margarine. Moren ser det, og Jeannette brøler ”Jeg er SULTEN!”, hvilket giver moren anledning til at sende et bebrejdende blik afsted: “Mor så overrasket på mig. Jeg havde brudt en af de stiltiende regler: Vi skulle altid gå rundt og lade, som om vores liv var ét langt og utroligt morsomt eventyr”.

Uhh altså, hvor det gibber i mig, når jeg læser den slags passager. Tænk at nogle børn vokser op på den måde.

Spændingen holder hele vejen igennem, mens vi følger børnenes kamp for at skabe sig en meningsfyldt tilværelse. Et liv, hvor de ikke lever i konstant fattigdom og utryghed.

Hvordan det hele ender, synes jeg selv du skal finde ud af, så det vil jeg ikke afsløre her. Jeg vil bare give min varmeste anbefaling af en bog, som virkelig gjorde indtryk på mig.

Glasslottet kan blandt andet købes her >>

Jeg har i øvrigt ikke set filmen, som udkom tilbage i 2017, men jeg kan se, at Woody Harrelson spiller faren, og jeg synes, det lyder som et perfekt cast.

Har du set filmen? Giv endelig lyd, hvis den kan anbefales.