Børnebøger

Mimbo Jimbo bøger

22. januar 2021

Mimbo Jimbo bøger

Mine børn er vilde med Mimbo Jimbo, og jeg forstår dem så godt. Jakob Martin Strid har fået skabt et unikt, skørt og farvestrålende univers med den lille blå elefant i centrum, og jeg synes virkelig det sætter gang i fantasien hos både børn og voksne.

Som oplæser af bøgerne og cirka 30 år ældre end mine børn deler jeg måske ikke altid deres opfattelse af god litteratur, men når det kommer til Mimbo Jimbo kan jeg sagtens følge deres begejstring. Derfor får du her en gennemgang af alle de skønne Mimbo Jimbo historier. Jeg kan varmt anbefale de fleste, men der er også et par stykker, som jeg ikke er kæmpe fan af.

Mimbo Jimbo har det sjovt, laver kunst og hænger ud med andre elefanter

Den allerførste Mimbo Jimbo bog udkom tilbage i 2010, og den hedder bare Mimbo Jimbo. Det er en forholdsvis kort billedbog, som egner sig til børn fra 2 år, og den er så fin. Her bygger Mimbo Jimbo en helikopter og tager på opdagelse sammen med sin ven Mumbo Jumbo. De møder både aber og andre dyr, og Mumbo Jumbo bliver udsat for lidt af hvert, inden de til sidst kan slappe af med en kop kakao.

I de følgende bøger bygger den lille elefant flere skøre ting. Han udforsker også sin kunstneriske side med et maleri, men selv her slår hans opfindertrang igennem, da han kommer en masse maling ind i en stor kanon og skyder det op på lærredet.

Netop alle de skøre idéer og byggeprojekter har mine drenge altid været betaget af. Jo mere skørt det bliver, jo mere griner de, og selv som voksen kan jeg ikke andet end at lade mig imponere over Jakob Martin Strids forunderlige fantasi.

Mimbo Jimbo er en venlig og lidt fåmælt elefant, men han har samtidig nogle egocentriske træk a la Bamse fra Bamse og Kylling, og jeg tror det går rent ind hos mange børn, der kan genkende den del i sig selv.

Summa summarum, så er det børneunderholdning lige i øjet, og derfor kan jeg klart anbefale alle de Mimbo Jimbo bøger, som følger det oprindelige format (her listet med link til køb hos Saxo):

Mimbo Jimbo >>

Mimbo Jimbo har det sjovt >>

Mimbo Jimbo laver kunst >>

Mimbo Jimbo og de store elefanter >>

Mimbo Jimbo besøger en ven >>

De tre første bøger fås i øvrigt også i en fin samling med titlen Den kæmpestore bog om Mimbo Jimbo >>

Mimbo Jimbo for de lidt større

Mimbo Jimbo bøgerJakob Martin Strid har også lavet en række bøger med lidt længere og mere komplicerede fortællinger. Nogle er tegneserier, andre er store billedbøger.

Her kommer man lidt mere i dybden med de forskellige karakterer, persongalleriet udvides, og så bliver der skruet op for alt det magisk skøre og absurde.

Herhjemme har vi med stor fornøjelse læst og genlæst de to billedbøger Mimbo Jimbo og den lange vinter samt efterfølgeren Mimbo Jimbo bygger et fyrtårn. Begge er store, tykke bøger med flotte farverige illustrationer, og en historie der fanger børnene fra start til slut (når de har alderen til det altså – her falder de 2-årige fra).

Der bliver introduceret en række nye skøre karakterer med underfundige eksotiske navne, og mine drenge har især været fascineret af Baron von Rumpel Stumpel, som kommer flyvende i sit meget unikke og detaljerige dobbelt-zeppeliner-luftskib. Selve illustrationen af luftskibet er skøn - det fanger virkelig børnenes fantasi og giver anledning til mange sjove snakke.

Også gå-huset fra Mimbo Jimbo og den lange vinter har gjort indtryk. Så meget at vi efterhånden har bygget adskillige varianter i LEGO, og større ros til en børnebog fås vel næsten ikke.

Selv som voksen kan jeg finde underholdning. Særligt tapiren er en skøn karakter, og selvom jeg nok gætter plottet lidt før børnene, så synes jeg stadig, at historierne tager en sjov og skør drejning.

Har du og dine børn endnu ikke læst den med fyrtårnet eller den lange vinter, så kan det klart anbefales. Vi har læst begge bøger utallige gange, og de er lige gode hver gang.

Begge kan købes hos Saxo:

Mimbo Jimbo bygger et fyrtårn >>

Mimbo Jimbo og den lange vinter >>

Blandt Mimbo Jimbo bøgerne til de lidt større børn finder du også et par tegneserier. Først udkom bogen Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor og senere i 2019 Flyvebogen.

Begge bøger kendetegnes ved at have en anden hovedperson end Mimbo Jimbo, men de forbliver i samme univers med nogenlunde samme persongalleri. Der introduceres dog også en del nye karakterer, særligt i Flyvebogen.

Med tegneserierne her formår Jakob Martin Strid endnu en gang at lave nogle fantastiske historier fuld af magi, venskab og eventyr. Der er også et par sjove hints til den voksne læser, herunder et skønt appendix i hver bog. Mine børn sluger dog alt fra forord til appendix, og man skal ikke prøve at snyde dem ved at springe over, hvor gærdet er lavest, for de kan både genkende talebobler og huske alt, hvad der står. Det er charmen ved at have genlæst en historie til ugenkendelighed ;-)

Som oplæser må jeg indrømme, at jeg finder det lidt irriterende at læse tegneserier højt. Er jeg mon den eneste, der har det sådan?

Men det er vist også det eneste minus, jeg kan komme i tanke om. Begge bøger er super underholdende med skæve historier og sjove karakterer. De kan klart anbefales, og de kan købes lige her:

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor >>

Flyvebogen >>

Mimbo Jimbo for de helt små

Mimbo Jimbo bøgerTil sidst vil jeg lige nævne de Mimbo Jimbo bøger, som retter sig mod helt små børn. Der er blandt andet nogle små korte historier, som er baseret på de originale billedbøger. Historien er den samme, men bare forkortet så den passer til de små (cirka 1-2 år). Og så er den trykt på gode tykke sider, som passer perfekt til en lille buttet hånd med nysgerrige fingre.

Bøgerne her er ikke super spændende for oplæseren, men det gælder vist for alle bøger rettet mod den målgruppe. De fungerer til gengæld rigtig godt for børnene som overgang fra pegebøger til egentlige historier, så på den konto kan jeg fint anbefale dem.

Hos os holdt interessen dog ikke ret længe, men sådan synes jeg generelt det er med de allerførste historier. Børnene skal lige fange, at der nu er en handling, men når det er på plads, så bliver de helt korte bøger hurtigt uinteressante. Sådan har det i hvert fald været herhjemme.

Men står du og mangler nogle små, nemme historier, som kan introducere dit barn til historiefortællingens magiske verden, så kan jeg bestemt anbefale de små Mimbo Jimbo bøger. Her listet med link til køb hos Saxo:

Mimbo Jimbos lille kasse med bøger >>

Mimbo Jimbo finder en ven >>

I serien til de helt små er der også udkommet et par pegebøger med fokus på sprog og læring, og det er faktisk de eneste bøger i hele Mimbo Jimbo universet, som jeg ikke er så glad for. Overordnet set er jeg stor fan af Jakob Martin Strids farverige illustrationer, men her synes jeg ikke, de fungerer.

Måske er jeg den kedelige type med lidt for meget fokus på lærdom fremfor underholdning, men jeg har altid foretrukket pegebøger med fotos eller realistiske tegninger, fordi de er meget nemmere for barnet at afkode.

Men har du bare brug for lidt hyggelig underholdning til den lille, så er de små Mimbo Jimbo pegebøger fine. Du kan se de forskellige udgivelser her:

Ord med Mimbo Jimbo >>

Tæl med Mimbo Jimbo >>

Mimbo Jimbos lille ABC >>

Hvad siger dine børn til Mimbo Jimbo? Og hvad synes du selv? Meld endelig tilbage i kommentarfeltet. 

Har du en ven eller to, som bare må læse det her?

Del på Facebook

Skriv en kommentar

K.B. Assenholm

K.B. Assenholm

Selvudgivende forfattertype med stor kærlighed for ord og chokolade. På bloggen her finder du skriverier om alt fra boganmeldelser, egne udgivelser, egne brølere og egne succeser.

K.B. Assenholm

danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Det er altså super hyggeligt - det lover jeg. Du får både tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ, hvis det går vildt for sig.

K.B. Assenholm

bogen der deler vandene

Min debutroman har fået masser af flotte stjerner og gode anmeldelser. Wauv altså, det gør mig simpelthen så glad! Der var også en enkelt eller to, som ikke var fan. Måske er det bare en af de bøger, der deler vandene?

følg med

Jeg poster lidt på Facebook og Instagram ind i mellem. Måske skriver jeg noget sjovt. Og måske er det virkelig kedeligt. Kig forbi og vurder selv...

K.B. Assenholm

den store hvad-vil-du-helst quiz

Jeg elsker at quizze, og derfor har jeg lavet en skør version af den klassiske hvad-vil-du-helst quiz. Vil du fx helst spise lort eller hotdogs? Måske bliver du overrasket over dit svar, når du ser valgmulighederne :-)

Danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Her får du tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ. Jeg skriver cirka en gang om ugen. Du kan selvfølgelig nemt afmelde dig, hvis det ikke var så hyggeligt som forventet.