Der er noget særligt over bøger, der vækker så mange
følelser, at tårerne umuligt kan holdes tilbage. Bøger, der suger dig ind i
deres univers og får dig til at holde så meget af deres karakterer, at de
næsten smelter sammen med dig selv.
Nogle af de bedste bøger jeg har læst, er dem, der
får mig til at græde. Ikke fordi jeg nyder tuderiet som sådan, men fordi jeg
elsker bøger, der rører mig helt ind i sjælen.
Her får du 6 fantastiske bøger, som alle berørte mig dybt:
1) Kære Edward af Ann Napolitano
Den 12-årige Edward overlever et frygteligt flystyrt som den
eneste ud af 191 passagerer. Han mister hele sin familie og står tilbage med en
moster, der ikke bare er knust over sin søsters død, men samtidig nu dagligt
bliver mindet om det barn, hun aldrig selv fik.
Som læser følger du både minutterne før flystyrtet og de
uendeligt lange dage derefter. Du bliver suget ind i en smuk og barsk
beskrivelse af sorg og venskab, og du må bare læse videre, indtil den sidste
side er vendt.
Kære Edward er en virkelig smuk og rørende bog, som jeg varmt kan anbefale dig at læse.
2) Ind i en stjerne af Puk Qvortrup
Denne bog har jeg et lidt mere personligt forhold til. Den
handler nemlig om Puk og Lasse, som jeg gik i gymnasiet med. Lasse, der faldt
om under et halvmaraton og efterlod Puk alene med en 2-årig dreng og en baby i
maven.
Historien er så tragisk, at det næsten ikke er til at holde ud. Den bliver forløst i en enkel og rå fortælling, der efterlader dig med gåsehud både over sorgen og de maleriske beskrivelser.
3) Mig før dig af Jojo Moyes
Det her er en lidt anden form for tudebog. Den er mindre
dyster end de to foregående og kombinerer humor, feel-good og tårer på fineste
vis.
I Mig før dig møder vi den søde, skøre og lidt naive
Lou, der desperat har brug for et job. Hun bliver ansat som hjælper for den
handicappede Will, og snart opstår der varme følelser mellem dem. Men vejen til
evig lykke er ikke så nem, og måske findes den slet ikke...
Phew altså. Det er vanvittigt smukt og trist på samme tid.
4) Jordens salt af Jeanine Cummins
Lydia får en brat opvågning, da hendes nære ven og
sjælefrænde viser sig at være en brutal leder af det lokale narkokartel.
Pludselig er Lydia og hendes søn Luca på flugt. De kæmper sig frem mod nord
gennem Mexicos varme sletter, mens frygten og sorgen over det mistede truer med
at gennemsyre dem.
Endnu en fantastisk bog, som jeg synes du skal se at få fingrene i, hvis du endnu ikke har læst den. Jordens salt er både barsk, gribende og relevant.
5) Alle blomsterne i Paris af Sarah Jio
Céline bor i en lille parisisk lejlighed sammen med sin far
og sin datter. Udenfor buldrer Anden Verdenskrig løs, og pludselig er familien
splittet. Céline må overkomme det ene mareridt efter det andet for at redde sin
datter, mens hun samtidig har tankerne hos sin elskede far.
50 år senere følger vi kvinden Caroline, der også bor i
Paris. Hun har mistet sin hukommelse efter et biluheld, og mens hun langsomt
får minderne tilbage, opdager både hun og læseren en forbindelse med
Céline.
Bogen her er både nervepirrende, fascinerende og hjerteskærende. Super velskrevet og særdeles anbefalelsesværdig.
6) Efter branden af Rosamund Lupton
Grace lever et harmonisk liv som lykkeligt gift og mor til
to, men en dag står børnenes skole i brand og alt bliver med ét forandret.
Grace finder hurtigt ud af, at hendes datter Jenny ikke blev evakueret sammen
med de andre og løber panisk ind i den brændende bygning for at redde hende.
Mor og datter overlever – knap og nap. Og nu begynder den
virkelige kamp, for hvordan opstod branden egentlig? Og var det fuldt overlagt,
at Jenny som den eneste ville få svært ved at komme ud?
Er du til en spændende blanding af krimi og tåreperser, så
kan jeg varmt anbefale bogen her. Den er virkelig god.
Jeg har i øvrigt overvejet, om jeg skulle læse My
Sister’s Keeper af Jodi Picoult. Jeg har set filmen tre gange, og hver gang
har jeg tudet som ind i himlen. Tror næsten ikke jeg kan klare at læse bogen,
men omvendt har jeg også hørt, at den er lidt anderledes end filmen, og det er
jo altid interessant...
Har du andre anbefalinger til en god og rørende bog? Så giv
endelig lyd i kommentarfeltet :-)
P.S. Jeg har skrevet lidt om bøger, der fungerer godt på film lige her >>