I tog så godt imod mit indlæg om litterære bekendelser, at
jeg besluttede mig for at lave en opfølger. Derfor får du i dag 7 sjove
forfatterbekendelser – de kommer her:
1) Jeg er altid i tvivl om, hvordan ordet separat staves
Seperat lyder godt i mit hoved, og mine fingre vil så
gerne trykke på e i stedet for a, men når ordet så står der sort på hvidt, kan
jeg godt se, at det ikke holder. Sådan har jeg det med flere ord, og selvom jeg
generelt er ganske habil til at stave, så dobbelttjekker jeg ofte for at være helt sikker.
2) Jeg skriver bedst i absolut ro
Jeg er dybt imponeret over forfattere, der sætter sig midt i
en livlig café og så bare kører derudad. Det kommer jeg aldrig til. Jeg
arbejder allerbedst, når der er fuldstændig stille, og derfor passer det mig
også fortrinligt at sidde på hjemmekontoret ganske mutters og alene.
3) Jeg sætter mit komma, som jeg vil
Jeg gik overraskende meget op i kommatering, da jeg skrev min debutroman Manden der glemte sig selv. Jeg er ellers ikke specielt passioneret omkring tegnsætning (nærmere tværtimod), men pludselig syntes jeg, at hvert eneste komma havde fundamental betydning for historiens udvikling.
Jeg følte en slags oprørsk stolthed over at sætte mine kommaer, som jeg ville uden hensyntagen til de grammatiske anbefalinger, men når alt kommer til alt, tror jeg ikke min kommatering er specielt unik.
4) Jeg ville elske at bo på en øde ø (i teorien i hvert fald)
Nogle gange drømmer jeg om at flytte ind i en hyggelig hule på en øde ø, hvor der kun er mig og min computer. Så skulle jeg bare skrive dagen lang uden forstyrrelser, og jeg skulle ikke bruge tid på markedsføring, bogføring og alt muligt andet.
I virkeligheden ville jeg savne min mand og mine børn ganske ulideligt, og jeg ville nok også blive træt af livet som eneboer med tiden. Men tanken om bare at sidde helt alene med uendelig skrivetid foran mig, den er altså svær at slippe.
5) Jeg frygter omfattende research
Jeg elsker historiske romaner og kunne vildt godt tænke mig
at skrive en ordentlig moppedreng af en bog, der foregår i middelalderen eller
lignende. Drømmen har dog trange kår, da jeg samtidig frygter at gå død i den
omfattende research, der uvægerligt hører med til sådan en fortælling.
Den historiske roman forbliver nok en drøm – i hvert fald for nu.
6) Jeg er afhængig af mine drømme
Jeg drømmer virkelig meget (det har jeg skrevet lidt om
her), og jeg får masser af inspiration til at skrive fra mine drømme. Så meget
at jeg faktisk er i tvivl om jeg overhovedet ville få nogle idéer, hvis mine
drømme forsvandt. Det ville jeg jo nok, men faktum er, at stort set alle mine
idéer til nye bøger stammer fra en drøm.
7) Jeg har fortrudt mit forfatternavn (måske)
Det her bliver lidt en frem-og tilbage bekendelse – beklager
forvirringen. Men som jeg skrev i indlægget her, så kan jeg ikke rigtig finde
ud af, om jeg har fortrudt mit forfatternavn. K.B. Assenholm er bare en
forkortelse for mit rigtige navn, så der er ikke noget snyd ved det, men måske
skulle jeg bare have taget mit fornavn med også. K.B. Assenholm føles lidt for
pompøst og distanceret, men nu har jeg heddet det i over to år, og så kan jeg
vel lige så godt fortsætte.
Har du nogle sjove ting, der karakteriserer dig som
forfatter?