Da jeg i sin tid begyndte at skrive på min første roman Manden der glemte sig selv havde jeg på ingen måde forestillet mig, at den skulle udgives. Skriveriet var bare et lille hyggeligt projekt, som jeg nød at sysle med, og som gav mig virkelig god energi.  

Men så var der en aften, hvor jeg ikke kunne sove, og der endte jeg med at læse en masse om selvudgivelse. Jeg blev vildt begejstret og brugte flere timer på at surfe på computeren i mørket. Dagen efter begyndte jeg så småt at overveje om min bog skulle udgives, og snart havde jeg både tidsplan og en masse noter om alt fra biblioteksafgift til distribution.

Jeg er vild med Jakob Martin Strid. Han laver simpelthen de skøreste billedbøger, som kan underholde både børn og voksne på fornemste vis, og bogen her er ingen undtagelse. Jeg har tidligere skrevet om Mimbo Jimbo bøgerne, som vi har læst utallige gange herhjemme, men i dag skal det altså handle om en særdeles velvoksen pære.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de lidt længere Strid-fortællinger med hele 10 kapitler. Alle rigt illustrerede i sædvanlig stil med store farvestrålende tegninger fyldt med sjove detaljer.

Den afrikanske farm er en selvbiografisk erindringsbog, hvor Karen Blixen ser tilbage på sine 17 år som kaffedyrker i Kenya. Jeg fik lyst til at genlæse den efter at have afsluttet Solsøsteren af Lucinda Riley, hvor en stor del af historien også foregår i kolonitidens Afrika.

Jeg genlæste Den afrikanske farm af Karen Blixen for nyligt og studsede over et afsnit, hvor hun skriver om drømme. Den slags man har i sovende tilstand altså og ikke karrieredrømme, eller hvad vi nu ellers har af ønsker i livet.

Jeg har altid været god til at huske mine drømme, og som barn skrev jeg mange af dem ned i min dagbog. Her havde jeg et særligt afsnit med den originale titel ’Ting jeg har drømt’, og det blev hurtigt fyldt med maleriske beskrivelser af de mange historier, som min hjerne fandt på nat efter nat. Måske derfor kan jeg stadig huske mange af dem. Især de drømme, som jeg genbesøgte flere gange, og som jeg aften efter aften håbede ville vende tilbage endnu en gang.

Uhh altså, nu nærmer vi os slutningen på den fantastiske fortælling om de syv søstre, og det bliver bøgerne bestemt ikke dårligere af. Jeg har været tryllebundet lige fra starten, som du kan se her i mine anmeldelser af seriens første fem bøger.

Så nåede jeg til den femte bog i Lucinda Rileys skønne serie De syv søstre. Denne gang følger vi Tiggy, som jeg indtil videre har fundet lidt uinteressant – nok primært fordi jeg næsten intet har hørt om hende. Men faktisk viste Tiggy sig at være den søster, som jeg følte mig allermest draget af. Jeg var simpelthen vild med hendes historie, og for første gang i serien synes jeg, at den nutidige del af fortællingen overstråler tilbageblikket.

Mine børn er vilde med Mimbo Jimbo, og jeg forstår dem så godt. Jakob Martin Strid har fået skabt et unikt, skørt og farvestrålende univers med den lille blå elefant i centrum, og jeg synes virkelig det sætter gang i fantasien hos både børn og voksne.

Som oplæser af bøgerne og cirka 30 år ældre end mine børn deler jeg måske ikke altid deres opfattelse af god litteratur, men når det kommer til Mimbo Jimbo kan jeg sagtens følge deres begejstring. Derfor får du her en gennemgang af alle de skønne Mimbo Jimbo historier. Jeg kan varmt anbefale de fleste, men der er også et par stykker, som jeg ikke er kæmpe fan af.

Bogen her er baseret på en virkelig historie om den amerikanske kvinde Caroline Ferriday, som efter Anden Verdenskrig hjalp en række polske kvinder, der alle havde fysiske skader fra deres ophold i koncentrationslejren Ravensbrück. Også en af bogens øvrige karakterer er baseret på en virkelig person; nemlig den tyske nazist Herta Oberheuser, der arbejdede som lejrlæge under krigen.

De øvrige hovedpersoner er inspireret af forskellige beretninger, og det er helt tydeligt, at forfatteren har brug meget tid på sin research. Hun skriver selv i efterskriftet, at bogen her virkelig har været et hjertebarn, og det synes jeg tydeligt, man kan mærke.

Der findes næsten ikke noget bedre end bøger, som du bare MÅ læse færdig, og sådan en bog er erindringsromanen Glasslottet.

I Glasslottet følger vi forfatteren Jeannette Walls og hendes familie i 60’ernes og 70’ernes USA. Vi lærer de idealistiske og ansvarsløse forældre at kende på godt og ondt, og oplever hvordan Jeannette og hendes søskende må hutle sig gennem tilværelsen som en fattig nomadefamilie på flugt fra regninger og inkassofolk.

Som jeg skrev i slutningen af min anmeldelse af Skyggesøsteren, så var jeg lidt spændt på bogen her med CeCe som hovedperson. Jeg brød mig nemlig ikke synderligt meget om den fjerde søster efter at have læst bind tre, hvor vi følger Star og ser, hvordan hun påvirkes af pseudotvillingen CeCe.

Mine bange anelser blev dog gjort til skamme, og jeg var endnu en gang fuldstændig fanget af Lucinda Rileys fantastiske univers om De syv søstre.