Forsiden på bogen her emmer af italiensk sommerstemning og feel-good, og det kunne jeg altså ikke stå for, da jeg fandt To uger i Toscana på tilbud i foråret. Den kom straks på min sommerlæseliste, og nu har jeg så fået den læst.

Historien foregår selvsagt i Toscana, hvor hotelejeren Patricia O’Hara endnu engang afholder et sommerskrivekursus på sin idylliske, gamle ejendom. Forfatterdrømmene står i fuldt flor hos alle kursets deltagere, der dog snart får andet at tænke på også, for blandt manuskriptvurderinger og skriveøvelser blomstrer også sladder, flirt og familiehemmeligheder.

Jeg faldt over bogen her på Nextory og blev straks fanget af beskrivelsen, som fik mig til at tænke på Sally Rooneys Samtaler med venner.

På sikker afstand handler om den unge kvinde Anna, der netop er flyttet til Paris og har svært ved at finde sig til rette trods byens store charme. Hun er ensom, men føler sig ikke lokket af et venskab med sine arrogante parisiske kolleger.

Jeg har set rigtig mange fine anmeldelser af bogen her, og derfor var mine forventninger helt i top. Den slags kan godt være lidt farligt, synes jeg. Nogle gange er det måske bedre bare at læse med en ren tavle, men her gjorde det nu ikke noget, for jeg blev ikke det mindste skuffet over bogens kvalitet – tværtimod.

Jeg har fået anbefalet denne bog flere gange, og jeg gik faktisk også i gang med den for flere måneder siden. Der nåede jeg ikke mere end de første 10-15 sider, før jeg stoppede, men hvor er jeg bare glad for, at jeg fik genoptaget bekendtskabet.

Bogen her var alle steder i 2020 og fik rigtig meget ros. Jeg købte den faktisk også selv sidste år, men har altså først fået den læst nu.

Tour de chambre handler om forfatteren Asta. Hun er i starten af 30’erne og i fuld gang med at skrive sin anden bog, som skal handle om en polsk portrætkunstner. Skriveprocessen tager dog en uventet drejning, da Asta får en invitation til en mindehøjtidelighed for vennen August.

Anmeldereksemplar

Bogen her handler om Lange Jørgen, og han er som navnet antyder vældig lang. Hele 3 meter og 20, og det er jo noget over gennemsnittet. Især når man går i børnehave med helt almindelige børn, som har helt almindelige gummistøvler og sagtens kan ligge på de små, fine madrasser i puderummet.

Jeg er ret fascineret af bogen her, men også en smule skuffet. Jeg har hørt rigtig meget godt om den, og derfor havde jeg også skruet mine forventninger i vejret, men de blev altså ikke helt indfriet.

Måske er jeg bare ikke den rigtige læser af netop denne bog. Det går lidt for langsomt til min smag, og jeg overvejede flere gange, om jeg bare skulle droppe den. Alligevel blev jeg hængende til sidste side. Jeg var både fascineret af skrivestilen, som er næsten overvældende poetisk, og af hovedpersonen Faye, som man lærer overraskende lidt om på en ret interessant måde.

Jeg har aldrig før læst noget af Anne-Cathrine Riebnitzsky, men jeg faldt over den her på tilbud og tænkte, at den lød interessant. Den udkom tilbage i 2012, men er stadig højaktuel her i 2021. Historien foregår nemlig i det krigshærgede Afghanistan, hvor danske tropper netop nu er ved at pakke sammen efter næsten 20 års kamp mod Taliban.

Her i ferien legede drengene i soveværelset, hvor Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky lå og ventede på natbordet. De legede så fint (med døren lukket og det hele), at jeg ikke nænnede at forstyrre dem, men samtidig ville jeg umådelig gerne udnytte den stille stund til lidt boghygge.

Jeg surfede lidt rundt på bogreolen og faldt over Efter branden af Rosamund Lupton, som jeg helt ærligt ikke aner, hvor eller hvornår jeg har købt (tak guldfiskehjerne).

Det er nok et loppefund eller noget fra et antikvariat jf. prismærket på forsiden, men uanset hvad, så må jeg sige, at de 20 kroner, som jeg tilsyneladende har betalt for den, har vist sig at være vældig godt givet ud.

Som du nok har bemærket, så skriver jeg under navnet K.B. Assenholm. Det besluttede jeg for længe siden, da jeg var i gang med at skrive min debutroman, men nu synes jeg pludselig, at det lyder lidt fjollet. For pompøst måske.

Mit fulde navn er Kirstine Brinth Assenholm, så forfatternavnet er bare en forkortelse for noget, som jeg fandt for langt og bøvlet. Men jeg overvejede også et vaskeægte pseudonym, som jeg kunne gemme mig bag.

Jeg elsker at læse om andre folks skøre vaner og tilbøjeligheder, og derfor blev jeg vældig begejstret, da jeg så, at bogbloggeren Litfix havde lavet en sjov post på Instagram med litterære bekendelser. Min liste voksede sig dog langt længere end en instagram post og ta dah – sådan opstod blogindlægget her.

Jeg ville egentlig helst skifte ordet bekendelser ud, for det antyder, at nedenstående er en række skamfulde indrømmelser, hvilket det langt fra er. Men af mangel på bedre gik jeg altså med bekendelserne, og dem kan du læse hele 12 styks af lige her.

Jeg var alene med ungerne her den anden dag, og mens jeg puttede dem, fik jeg pludselig en idé. En splinterny idé til en helt ny roman, som jeg bare måtte ind og skrive på med det samme.

Jeg fik sagt godnat, kysset og krammet, og så skyndte jeg mig ellers ind til computeren og åbnede et nyt dokument. Den hvide side stod og stirrede på mig et øjeblik, men ikke længe. For min hjerne vrimlede med ord, som ville ud, og snart havde jeg skrevet flere sider.

Jeg slugte Huset på klippen for nylig og sprang direkte videre til efterfølgeren her, som jeg var meget spændt på at læse. Elly Griffiths har nemlig en forrygende evne til at slutte hver eneste bog med en nervepirrende cliffhanger.

Så er jeg tilbage i det skønne fantasyunivers skabt af Robin Hobb. Er du ikke helt med på, hvad serien handler om, så tjek mine anmeldelser af de første tre bøger i her:

Snigmorderens lærling >>

Kongelig snigmorder >>

Snigmorderens kald >>

Det er sjovt, det der med titler. Når jeg møder nye mennesker, som spørger til mit arbejde, så svarer jeg altid, at jeg er marketingkonsulent. Det er jeg også halvdelen af tiden, så det er jo helt fint, men jeg nævner aldrig, at jeg er forfatter i den anden halvdel. At jeg elsker bøger så meget, at jeg er begyndt at skrive mine egne. Og at jeg faktisk har udgivet en bog.

Det her er en virkelig fin bog, som gør læring til leg for både børn og voksne. Den indeholder 30 sjove eksperimenter, som alle kan laves derhjemme uden de helt store indkøb.

Bogen handler om naturvidenskab og kommer omkring klassiske eksperimenter inden for fysik, kemi og biologi. Der er små infobokse hist og pist, men det handler egentlig mest om at prøve sig frem og se, hvad der sker.

Huset på klippen er den tredje bog i krimiserien om arkæologen Ruth og hendes dramatiske liv. Den præsenteres på bagsiden som en selvstændig, afsluttet historie, men jeg vil altså klart anbefale dig at starte fra begyndelsen for at få den fulde oplevelse.

Bogen her har stået på min læseliste lige siden den udkom i 2019, men jeg har ikke haft lyst til at læse den før nu. Den handler nemlig om Puk og Lasse, som jeg gik i gymnasiet med, og den er så tragisk, at jeg næsten ikke har kunnet bære det.

Jeg læste bogen her for en del år siden. Dengang efterlod den ikke et prangende indtryk, og det er faktisk grunden til, at jeg for nyligt valgte at læse den igen. Pigebørn er jo udråbt som en litterær klassiker, og derfor tænkte jeg, at den skulle have et skud til.

Jeg kan godt lide historier. Historier fra bøger, film og fra venner og familie. Jeg er også vild med de lidt mere skjulte historier, som måske nærmere er minder. Den slags, der gemmer sig i antikke møbler og gamle ting og sager.

Jeg har fx en gammel cigarkasse i sølv, som jeg har arvet fra min farfar. Den har 10 navne indgraveret på bagsiden i en flot svungen skråskrift. Det er navnene på de 10 venner, som min farfar gik på jagt med, og de blev altså foreviget på en fin cigarkasse. Det er da mega hyggeligt, når ting sådan går i arv, synes jeg, og jeg er vild med den historie, de fortæller.

Det her er en rigtig hyggebog, som jeg tænker vil egne sig fortrinligt som sommerferielæsning. Den er både letlæst og underholdende, og så emmer forsiden jo af sol og sommer. 

Bogen handler om den unge Flora MacKenzie, der har forladt sit barndomshjem på den stille skotske ø Mure. Hun bor nu i London, hvor hun midt mellem byens pulserende mylder har fundet tid til at blive godt og grundigt forelsket i sin travle, men noget så flotte chef, Joel.

Jeg faldt over bogen her i Føtex for et stykke tid siden og kom den straks i kurven. Jeg har aldrig læst noget af Natasha Lester, men hendes nyeste bog Den hemmelige arv står på min læseliste. Den har jeg hverken fået købt eller læst endnu, men nu stod denne her og fristede med sit fine cover, og dermed blev Den franske fotograf min første oplevelse med forfatteren Natasha Lester.

Nu hvor jeg er begyndt at være aktiv på Instagram (100 år efter alle andre), bliver jeg eksponeret for lækre bøger som aldrig før, og jeg føler mig lidt som et barn i en slikbutik.

Jeg vil læse den og den og den. Alt med en flot forside drager mig, og får bogen en god anmeldelse med, så er jeg solgt. Derfor bugner min læseliste som aldrig før, men til gengæld føler jeg også, at jeg får læst nogle bøger, som jeg ikke ellers ville få læst.

Vi læste Sigurd Barretts bog om de nordiske guder med stor fornøjelse, og derfor har vi nu kastet os over en lignende bog; nemlig den om de græske guder.

Bogen starter med den skabelsesberetning, der følger med den græske mytologi, og allerede der fik vi anledning til en god snak. Den græske historie er jo anderledes end den kristne og den nordiske version, og hvilken er så egentlig den rigtige? Og hvad siger videnskaben?

Der er et eller andet ved klassisk litteratur, som drager mig. Måske bare den gode gamle flokmentalitet, som gør at jeg har lyst til at læse alle de bøger, som andre roser til skyerne.

Jeg har da også læst et par klassikere efterhånden, men det er ikke de bøger, jeg får læst flest af. Jeg går tit død i langsom handling og gammeldags sprog, og så stopper den der.

Så fik jeg læst (hørt) den sidste bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Det er en ordentlig moppedreng, og jeg slugte den fra start til slut. Der er simpelthen ikke noget bedre end sådan en gedigen murstensroman, som man bare må læse færdig, og sådan en bog er Snigmorderens kald.

Denne bog har længe ligget i min vindueskarm og lokket med sit fine omslag. Jeg har glædet mig rigtig meget til at læse den, men jeg skulle lige finde dagsformen. Nogle gange vil jeg gerne bare pløje lidt nem underholdning igennem, og andre gange er jeg klar på noget lidt mere rørende.

Så fik jeg læst den anden bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Her fortsætter historien om bastarden Fitz, kronprins Verity, Narren og alle de andre på kongeslottet Bukkenborg, og situationen er ikke blevet mindre anspændt siden sidst.

Jeg læste Normale mennesker af Sally Rooney for nyligt og var vældig begejstret. Derfor blev jeg super glad over at opdage bogen her, som jo faktisk var den, der startede det hele. Samtaler med venner er nemlig Sally Rooneys debutroman. Den har fået stor ros, og derfor måtte jeg selvfølgelig læse den.

Jeg var svært begejstret for den første bog i serien om Ruth Galloway (læs min anmeldelse af Pigen under jorden her), og derfor havde jeg også virkelig store forventninger til efterfølgeren.

Blev de så indfriet? Det får du svar på lige om lidt.