Bogen her handler om Connell og Marianne, som bor i en lille irsk landsby. De går i samme klasse, men der taler de ikke sammen. Det gør de til gengæld hjemme hos Marianne. Hun bor i et imponerende, hvidt palæ sammen med sin mor og sin storebror, og her kommer Connell ofte forbi. Ikke for at tale med Marianne, men for at hente sin mor, som gør rent i huset. 

Nu hvor jeg selv har skrevet en roman, så ved jeg, hvor lang en proces det er at komme fra idé til færdigt produkt. Derfor føler jeg også lidt, at jeg skylder forfatteren at læse en given bog fra start til slut. Han eller hun har jo gjort sig nogle tanker omkring værket, og hvis jeg springer fra halvvejs, så har jeg måske ikke givet historien og forfatteren den tid og respekt, som de fortjener.

Her er en rigtig klassiker, som de fleste nok har hørt om. Den har længe stået på min læseliste, men som regel skal jeg lige tage tilløb for at komme i gang med den slags bøger. Det er så dejligt nemt at sluge noget letlæseligt moderne litteratur, og det nyder jeg nu virkelig også, men af og til får jeg lyst til at kaste mig over noget andet, og denne gang blev det altså Den store Gatsby.

Jeg er lige blevet færdig med bogen her, og jeg kan næsten ikke få armene ned af bare begejstring. Den er fantastisk! Førende grusom, hjerteskærende og nervepirrende.

Jeg var fanget allerede på første side og sad med en fornemmelse af at have en litterær guldbar mellem hænderne. Mine forventninger steg til ubeskrivelige højder, men jeg blev ikke skuffet. Tværtimod.

Mine børn er nu store nok til at læse Ole Lund Kirkegaard, og jeg elsker det. Jeg synes simpelthen, det er så hyggeligt at læse bøger fra min egen barndom, selvom jeg ofte kaster mig ud i dem med et vist forbehold. Måske var de lidt sjovere, da jeg var barn? Bliver jeg skuffet, når jeg nu genlæser dem som voksen?

Det blev jeg i hvert fald ikke her. Jeg knuselsker Ole Lund Kirkegaards klassiske univers med små, opfindsomme drenge, sure mænd og koner, fantastisk fantasi og hverdagstrummerum. Opskriften er stort set den samme hver gang, men samtidig kan historierne noget hver for sig.

Mine drenge pløjer gennem børnebøger som vi andre skifter sokker, og de elsker at høre de samme historier igen og igen. Men det er nu også rart med lidt nyt indimellem, og derfor blev jeg vældig glad, da jeg faldt over lydbogen her.

Vi hørte den på en halvkedelig biltur, som pludselig blev meget sjovere. Drengene grinede højt fra bagsædet, og jeg smilede med bag rattet. Da bogen var slut, sagde min ældste: ”Skal vi ikke høre den igen?”. Det tror jeg nok vi skulle, og nu har vi hørt den tre gange i alt.

Efter at have læst Pigen under jorden af Elly Griffiths fik jeg lyst til lidt mere læsning i den kriminelle retning, og så faldt jeg over bogen her, som har fået fine anmeldelser.

Bag facaden handler om kvinden Angela, der er gift med den anerkendte økonom Jason Powell. Han har en bestsellerbog på hylden og en drøm om at forbedre verden med progressive tanker om CSR og bæredygtighed. Hun har hverken arbejde eller bestsellerbog. Til gengæld har hun en dreng, som ikke er Jasons biologiske søn, og et skab så fyldt med hemmeligheder, at der ikke kan klemmes flere ind.

Villads fra Valby er en skøn karakter, som både børn og voksne kan relatere til. Han er en form for moderne Emil fra Lønneberg, som mener det godt, men alligevel ender med at lave en masse ulykker.

Det lyder ret banalt, og det er det egentlig også. Men det er faktisk det, jeg holder allermest af i universet her; en helt masse almindelige situationer (med et lille litterært tvist), som både børn og voksne kan nikke genkendende til.

Det ualmindelige er måden, historien formidles på. De mange tanker, Villads gør sig om alt fra forsikringer til lyssværd og gode gerninger, er nemlig super fint beskrevet. Det er helt tydeligt, at forfatteren selv har børn og har ladet sig inspirere af de krøllede tanker, der kan opstå i et barnesind. 

Ja, her taler jeg altså om hovedpersonen i min debutroman, hvis du skulle være i tvivl. Den kan du læse mere om her, hvis du vil.

Men nu tilbage til Arne, som ikke er blevet væk, men dog omhyggeligt lagt til side for en stund. Jeg udgav Manden der glemte sig selv i efteråret 2019, og dengang annoncerede jeg smart i en fart-agtigt, at der ville komme en efterfølger i 2020.

Det kom ikke til at ske desværre. Eller jo, der kommer en efterfølger på et tidspunkt, men det blev altså ikke i 2020. 

Jeg har holdt pause fra krimier i flere år, og denne bog er min debut på vej tilbage i den fantastiske verden af gys og spænding. På et tidspunkt elskede jeg krimier og læste næsten ikke andet. Jeg pløjede igennem alt fra Stieg Larsson og Camilla Läckberg til Jussi og Arne Dahl, men pludselig gik jeg død i det. Jeg blev træt af formatet og syntes alle historierne mindede om hinanden.

Først da jeg fik romanen her i julegave, begyndte jeg at overveje krimigenren igen. Bogen blev givet med ordene ”Du kommer til at elske hovedpersonen”, og det fik den glade giver fuldstændig ret i.

Jeg elskede De 5 som barn og slugte den ene detektivhistorie efter den anden. Derfor har jeg glædet mig til at læse dem for mine egne børn, og det har vi altså nu fået hul på.

Den ældste slugte første bog i serien med næsten samme entusiasme, som da vi læste Harry Potter, og det siger ikke så lidt, for den serie har han været svært begejstret for.  

Jeg elsker Stolthed og fordom! Jeg har læst bogen flere gange, og så er jeg stor fan af den skønne miniserie fra 1995. Den havde jeg på dvd en gang, og den var fast følgesvend på slatne søndage med tømmermænd og dovenskab (dem havde jeg en del af i starten af tyverne).

Dvd’en er røget ud nu desværre, men jeg kan se, at serien ligger på dr.dk, så måske jeg lige skulle tage et kig på den en dag.

Jeg læste Åndernes hus for mange år siden og husker den som forførende dramatisk. Derfor har jeg længe gerne villet læse noget mere af Isabel Allende, men det er ikke rigtig blevet til noget. Lige indtil jeg faldt over Håbets rejsende, som jeg syntes så vældig spændende ud.

Historien her starter i det borgerkrigsramte Spanien, hvor Franco i 1939 sejrer på alle fronter. Den gravide enke Roser flygter sammen med sin svoger Victor fra de brutale fascister og ender i Frankrig, som dog ikke sætter pris på de mange politiske flygtninge, der vælter ind i landet.

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske Alfons Åberg fra min barndom. Måske har vi aldrig læst dem, eller også har min hjerne bare slettet eventuelle minder, men jeg må sige, at jeg har taget revanche, efter jeg er blevet mor. Mine børn er nemlig vilde med Alfons, og vi har pløjet alle historierne igennem. Nogle af dem har vi selv. Andre har vi lånt på biblioteket, hvor der som regel er masser af Alfons-bøger på lager.

Jeg fik anbefalet bogen her for lidt tid siden, og eftersom den faktisk allerede stod (ulæst) på min bogreol, så skulle der ikke megen overtalelse til, før jeg gik i gang.

Jeg foretrækker normalt den poetiske fantasi i skønlitteraturens verden, men jeg er nu virkelig glad for at have læst Nelson Mandelas historie.

Familien Bridgerton er alle vegne for tiden, og eftersom jeg elsker et skønt romantisk drama med historisk vingesus, så havde jeg temmelig store forventninger til seriens første bog, Den ugifte hertug.

Blev de så indfriet? Ikke helt desværre. Jeg synes, det er en fin historie, men der er et par ting, som irriterer mig.

Da jeg i sin tid begyndte at skrive på min første roman Manden der glemte sig selv havde jeg på ingen måde forestillet mig, at den skulle udgives. Skriveriet var bare et lille hyggeligt projekt, som jeg nød at sysle med, og som gav mig virkelig god energi.  

Men så var der en aften, hvor jeg ikke kunne sove, og der endte jeg med at læse en masse om selvudgivelse. Jeg blev vildt begejstret og brugte flere timer på at surfe på computeren i mørket. 

Den afrikanske farm er en selvbiografisk erindringsbog, hvor Karen Blixen ser tilbage på sine 17 år som kaffedyrker i Kenya. Jeg fik lyst til at genlæse den efter at have afsluttet Solsøsteren af Lucinda Riley, hvor en stor del af historien også foregår i kolonitidens Afrika.

Jeg genlæste Den afrikanske farm af Karen Blixen for nyligt og studsede over et afsnit, hvor hun skriver om drømme. Den slags man har i sovende tilstand altså og ikke karrieredrømme, eller hvad vi nu ellers har af ønsker i livet.

Jeg har altid været god til at huske mine drømme, og som barn skrev jeg mange af dem ned i min dagbog. Her havde jeg et særligt afsnit med den originale titel ’Ting jeg har drømt’, og det blev hurtigt fyldt med maleriske beskrivelser af de mange historier, som min hjerne fandt på nat efter nat. Måske derfor kan jeg stadig huske mange af dem. Især de drømme, som jeg genbesøgte flere gange, og som jeg aften efter aften håbede ville vende tilbage endnu en gang.

Uhh altså, nu nærmer vi os slutningen på den fantastiske fortælling om De syv søstre, og det bliver bøgerne bestemt ikke dårligere af. Jeg har været tryllebundet lige fra starten, som du kan se her i mine anmeldelser af seriens første fem bøger.

Jeg er vild med Jakob Martin Strid. Han laver simpelthen de skøreste billedbøger, som kan underholde både børn og voksne på fornemste vis, og bogen her er ingen undtagelse. Jeg har tidligere skrevet om Mimbo Jimbo bøgerne, som vi har læst utallige gange herhjemme, men i dag skal det altså handle om en særdeles velvoksen pære.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en af de lidt længere Strid-fortællinger med hele 10 kapitler. Alle rigt illustrerede i sædvanlig stil med store farvestrålende tegninger fyldt med sjove detaljer.

Så nåede jeg til den femte bog i Lucinda Rileys skønne serie De syv søstre. Denne gang følger vi Tiggy, som jeg indtil videre har fundet lidt uinteressant – nok primært fordi jeg næsten intet har hørt om hende. Men faktisk viste Tiggy sig at være den søster, som jeg følte mig allermest draget af. Jeg var simpelthen vild med hendes historie, og for første gang i serien synes jeg, at den nutidige del af fortællingen overstråler tilbageblikket.

Mine børn er vilde med Mimbo Jimbo, og jeg forstår dem så godt. Jakob Martin Strid har fået skabt et unikt, skørt og farvestrålende univers med den lille blå elefant i centrum, og jeg synes virkelig det sætter gang i fantasien hos både børn og voksne.

Som oplæser af bøgerne og cirka 30 år ældre end mine børn deler jeg måske ikke altid deres opfattelse af god litteratur, men når det kommer til Mimbo Jimbo kan jeg sagtens følge deres begejstring. Derfor får du her en gennemgang af alle de skønne Mimbo Jimbo historier. Jeg kan varmt anbefale de fleste, men der er også et par stykker, som jeg ikke er kæmpe fan af.

Så fik jeg læst (eller hørt rettere sagt) det tredje bind i Lucinda Rileys fantastiske serie om De syv søstre. Jeg havde store forventninger baseret på de to første bøger, men blev forventningerne mon indfriet? Det får du svar på om lidt – først en lille introduktion til handlingen:

Skyggesøsteren er som sagt den tredje bog i serien, og her lærer vi den sky og undseelige Star bedre at kende. Hun har stået i skyggen af sin jævnaldrende og frembrusende søster CeCe siden barndommen, men efter adoptivfaren Pa Salts død bliver hun mere selvstændig og begynder så småt at træde ud af sin vante rolle som skyggesøster.

Jeg kom sent i gang med Harry Potter og læste først serien, da jeg var i mine tyvere. Jeg ville ellers ha’ passet fint til målgruppen, da den første bog udkom i 1997, men dengang gik alt, der mindede om fantasy, langt forbi min næse.

Heldigvis fik jeg øjnene op for J.K. Rowlings fantastiske univers senere, og selvom de første bøger føltes lidt barnlige, så slugte jeg hele serien på rekordtid.

Senere har jeg primært hørt bøgerne som lydbog, men der har jeg til gengæld også givet den så meget gas, at jeg nu stort set kan alle bøgerne udenad. Jeg lytter til den engelske version indtalt af Stephen Fry, og han laver nogle geniale stemmer.

Bogen her er baseret på en virkelig historie om den amerikanske kvinde Caroline Ferriday, som efter Anden Verdenskrig hjalp en række polske kvinder, der alle havde fysiske skader fra deres ophold i koncentrationslejren Ravensbrück. Også en af bogens øvrige karakterer er baseret på en virkelig person; nemlig den tyske nazist Herta Oberheuser, der arbejdede som lejrlæge under krigen.

De øvrige hovedpersoner er inspireret af forskellige beretninger, og det er helt tydeligt, at forfatteren har brug meget tid på sin research. Hun skriver selv i efterskriftet, at bogen her virkelig har været et hjertebarn, og det synes jeg tydeligt, man kan mærke.

Jeg elsker at læse! Det startede tidligt med en god blanding af Troldepus, Det lille hus på prærien, De 5 og Davy Crockett, og siden da har jeg læst alt muligt fra krimi til klassiker og alt derimellem.

Efter jeg fik børn, er det dog gået gevaldigt ned af bakke med læsningen. Mængden af fritid forsvandt på mystisk vis sammen med ankomsten af de kære poder, og for mig lokker fjernsynet nogle gange mere end en bog, når jeg er træt efter en lang dag.

Derfor har jeg ikke fået læst så meget som tidligere, hvilket har ærgret mig grueligt. Men hvad jeg ikke får læst i fysisk forstand, det får jeg nu hørt, og det er virkelig skønt. 

Der findes næsten ikke noget bedre end bøger, som du bare MÅ læse færdig, og sådan en bog er erindringsromanen Glasslottet.

I Glasslottet følger vi forfatteren Jeannette Walls og hendes familie i 60’ernes og 70’ernes USA. Vi lærer de idealistiske og ansvarsløse forældre at kende på godt og ondt, og oplever hvordan Jeannette og hendes søskende må hutle sig gennem tilværelsen som en fattig nomadefamilie på flugt fra regninger og inkassofolk.

Som jeg skrev i slutningen af min anmeldelse af Skyggesøsteren, så var jeg lidt spændt på bogen her med CeCe som hovedperson. Jeg brød mig nemlig ikke synderligt meget om den fjerde søster efter at have læst bind tre, hvor vi følger Star og ser, hvordan hun påvirkes af pseudotvillingen CeCe.

Mine bange anelser blev dog gjort til skamme, og jeg var endnu en gang fuldstændig fanget af Lucinda Rileys fantastiske univers.

Af og til bliver hendes romaner dog rigeligt Danielle Steel-agtige til min smag. Ikke at der er noget i vejen med det – jeg slugte virkelig mange Danielle Steel romaner som teenager, men det er altså ikke rigtig noget, der fanger mig mere. Og særligt én af Jojo Moyes romaner skuffede mig på den konto.

Alt i alt er jeg nu stadig stor fan af Jojo Moyes. Jeg synes, hun har skrevet nogle fantastiske bøger, og en af dem er faktisk så god, at den er med på listen over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.