Nu hvor jeg er begyndt at være aktiv på Instagram (100 år efter alle andre), bliver jeg eksponeret for lækre bøger som aldrig før, og jeg føler mig lidt som et barn i en slikbutik.

Jeg vil læse den og den og den. Alt med en flot forside drager mig, og får bogen en god anmeldelse med, så er jeg solgt. Derfor bugner min læseliste som aldrig før, men til gengæld føler jeg også, at jeg får læst nogle bøger, som jeg ikke ellers ville få læst.

Vi læste Sigurd Barretts bog om de nordiske guder med stor fornøjelse, og derfor har vi nu kastet os over en lignende bog; nemlig den om de græske guder.

Bogen starter med den skabelsesberetning, der følger med den græske mytologi, og allerede der fik vi anledning til en god snak. Den græske historie er jo anderledes end den kristne og den nordiske version, og hvilken er så egentlig den rigtige? Og hvad siger videnskaben?

Der er et eller andet ved klassisk litteratur, som drager mig. Måske bare den gode gamle flokmentalitet, som gør at jeg har lyst til at læse alle de bøger, som andre roser til skyerne.

Jeg har da også læst et par klassikere efterhånden, men det er ikke de bøger, jeg får læst flest af. Jeg går tit død i langsom handling og gammeldags sprog, og så stopper den der.

Så fik jeg læst (hørt) den sidste bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Det er en ordentlig moppedreng, og jeg slugte den fra start til slut. Der er simpelthen ikke noget bedre end sådan en gedigen murstensroman, som man bare må læse færdig, og sådan en bog er Snigmorderens kald.

Denne bog har længe ligget i min vindueskarm og lokket med sit fine omslag. Jeg har glædet mig rigtig meget til at læse den, men jeg skulle lige finde dagsformen. Nogle gange vil jeg gerne bare pløje lidt nem underholdning igennem, og andre gange er jeg klar på noget lidt mere rørende.

Så fik jeg læst den anden bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Her fortsætter historien om bastarden Fitz, kronprins Verity, Narren og alle de andre på kongeslottet Bukkenborg, og situationen er ikke blevet mindre anspændt siden sidst.

Jeg læste Normale mennesker af Sally Rooney for nyligt og var vældig begejstret. Derfor blev jeg super glad over at opdage bogen her, som jo faktisk var den, der startede det hele. Samtaler med venner er nemlig Sally Rooneys debutroman. Den har fået stor ros, og derfor måtte jeg selvfølgelig læse den.

Jeg var svært begejstret for den første bog i serien om Ruth Galloway (læs min anmeldelse af Pigen under jorden her), og derfor havde jeg også virkelig store forventninger til efterfølgeren.

Blev de så indfriet? Det får du svar på lige om lidt.

Jeg fik anbefalet bogen her af en af mine veninder, og den røg fluks på ønskelisten over fine billedbøger. Vi har en del børnebøger på lager herhjemme, men ellers er vi tit en tur forbi biblioteket for at få tanket op, og der kan jeg altså godt føle mig lidt på udebane.

Det med anmeldelser er noget sjovt noget. Uanset om det handler om gastronomi, litteratur, musik eller andet, så er det jo bare én person, der udtrykker sin subjektive mening om en bestemt oplevelse. Måske ved den person super meget om emnet, og måske er personen en dygtig formidler, men det er jo ikke en garanti for en objektiv anmeldelse.

Jeg blev færdig med bogen her sent i går aftes, og den var det første, jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op i morges. Det er simpelthen en af de bedste bøger, jeg længe har læst!

Alle blomsterne i Paris er en dramatisk kærlighedshistorie, der følger de to kvinder Céline og Caroline, som begge bor i Paris, men på hver sit tidspunkt.

En aften tilbage i oktober 2018 lå jeg og kiggede ud i mørket. Søvnen kom ikke. Jeg tænkte på mit arbejdsliv og mine drømme, og pludselig stod jeg op og begyndte at surfe på computeren.

På det tidspunkt havde jeg en halvfærdig roman i skuffen, som jeg havde skrevet lidt på i ny og næ. Det var ikke tænkt som noget, der skulle udgives, men mere som et hyggeprojekt, der blev til, fordi jeg havde så mange ord, der bare måtte ud.

Jeg har hørt meget godt om serien Sigurd fortæller, og derfor var jeg spændt på at læse bogen her, som altså handler om de nordiske guder. Netop de nordiske guder er særligt interessante herhjemme, fordi drengenes børnehave hedder Bifrost. Deres stuer hedder Midgård og Udgård, så de navne var velkendte, men de har aldrig fået hele historien om den nordiske mytologi.

Jeg havde nær givet op på bogen her, men det er jeg nu glad for, at jeg ikke gjorde. For alt i alt synes jeg, at det er en rigtig god og velskrevet fortælling.

De første mange sider har lidt for meget karakteropbygning og lidt for lidt action til min smag, men der var alligevel noget, som holdt mig fanget – nemlig mysteriet om den forsvundne pige.

Jeg fik anbefalet bogen her for lang tid siden, men af en eller anden grund kom jeg ikke i gang før nu. Det er måske, fordi jeg har været lidt væk fra fantasy-genren og lige skulle finde tilbage.

Uanset hvad, så er jeg super glad for, at jeg fik taget hul på Robin Hobbs Farseer-trilogi, som altså starter med Snigmorderens lærling, der udkom tilbage i 1995. Der ligger masser af guld og venter på mig, for Robin Hobb har skrevet 16 bøger i alt, som alle foregår i samme univers.

Indimellem er det bare skønt med en dejlig feel-good roman, som jeg ikke skal tænke alt for meget over, og sådan en roman er Everyone Worth Knowing.

Jeg snuppede den som lydbog efter anbefaling fra Miriams blok, og jeg har virkelig nydt den.

I bogen møder vi den 26-årige singlepige Bette, som har et temmelig kedeligt job med en temmelig irriterende chef. Hun kan ikke helt finde ud af, hvad hun vil med sin karriere, men pludselig kommer et potentielt drømmejob flyvende ind fra højre.

Jeg kan huske historien her fra min egen barndom, og derfor var jeg noget spændt på, om den stadig ville være et hit. Det var den heldigvis, og jeg bliver altid så glad, når ungerne har lyst til at læse i den. Det er simpelthen så hyggeligt at se mine drenge blive opslugt af noget, som jeg selv har nydt som barn. Kender du det?

I bogen møder vi Hakkebakkeskovens mange sjove dyr, som selvfølgelig både kan synge, spille og bage peberkager. Der er Klatremusen, som mest tænker på sig selv, Morten Skovmus, som mest tænker på andre, Bamsefar, Brumlemand, Bagermester Harepus og så selvfølgelig Mikkel Ræv.

Bogen her handler om Connell og Marianne, som bor i en lille irsk landsby. De går i samme klasse, men der taler de ikke sammen. Det gør de til gengæld hjemme hos Marianne. Hun bor i et imponerende, hvidt palæ sammen med sin mor og sin storebror, og her kommer Connell ofte forbi. Ikke for at tale med Marianne, men for at hente sin mor, som gør rent i huset. 

Nu hvor jeg selv har skrevet en roman, så ved jeg, hvor lang en proces det er at komme fra idé til færdigt produkt. Derfor føler jeg også lidt, at jeg skylder forfatteren at læse en given bog fra start til slut. Han eller hun har jo gjort sig nogle tanker omkring værket, og hvis jeg springer fra halvvejs, så har jeg måske ikke givet historien og forfatteren den tid og respekt, som de fortjener.

Her er en rigtig klassiker, som de fleste nok har hørt om. Den har længe stået på min læseliste, men som regel skal jeg lige tage tilløb for at komme i gang med den slags bøger. Det er så dejligt nemt at sluge noget letlæseligt moderne litteratur, og det nyder jeg nu virkelig også, men af og til får jeg lyst til at kaste mig over noget andet, og denne gang blev det altså Den store Gatsby.

Jeg er lige blevet færdig med bogen her, og jeg kan næsten ikke få armene ned af bare begejstring. Den er fantastisk! Førende grusom, hjerteskærende og nervepirrende.

Jeg var fanget allerede på første side og sad med en fornemmelse af at have en litterær guldbar mellem hænderne. Mine forventninger steg til ubeskrivelige højder, men jeg blev ikke skuffet. Tværtimod.

Mine børn er nu store nok til at læse Ole Lund Kirkegaard, og jeg elsker det. Jeg synes simpelthen, det er så hyggeligt at læse bøger fra min egen barndom, selvom jeg ofte kaster mig ud i dem med et vist forbehold. Måske var de lidt sjovere, da jeg var barn? Bliver jeg skuffet, når jeg nu genlæser dem som voksen?

Det blev jeg i hvert fald ikke her. Jeg knuselsker Ole Lund Kirkegaards klassiske univers med små, opfindsomme drenge, sure mænd og koner, fantastisk fantasi og hverdagstrummerum. Opskriften er stort set den samme hver gang, men samtidig kan historierne noget hver for sig.

Mine drenge pløjer gennem børnebøger som vi andre skifter sokker, og de elsker at høre de samme historier igen og igen. Men det er nu også rart med lidt nyt indimellem, og derfor blev jeg vældig glad, da jeg faldt over lydbogen her.

Vi hørte den på en halvkedelig biltur, som pludselig blev meget sjovere. Drengene grinede højt fra bagsædet, og jeg smilede med bag rattet. Da bogen var slut, sagde min ældste: ”Skal vi ikke høre den igen?”. Det tror jeg nok vi skulle, og nu har vi hørt den tre gange i alt.

Efter at have læst Pigen under jorden af Elly Griffiths fik jeg lyst til lidt mere læsning i den kriminelle retning, og så faldt jeg over bogen her, som har fået fine anmeldelser.

Bag facaden handler om kvinden Angela, der er gift med den anerkendte økonom Jason Powell. Han har en bestsellerbog på hylden og en drøm om at forbedre verden med progressive tanker om CSR og bæredygtighed. Hun har hverken arbejde eller bestsellerbog. Til gengæld har hun en dreng, som ikke er Jasons biologiske søn, og et skab så fyldt med hemmeligheder, at der ikke kan klemmes flere ind.

Villads fra Valby er en skøn karakter, som både børn og voksne kan relatere til. Han er en form for moderne Emil fra Lønneberg, som mener det godt, men alligevel ender med at lave en masse ulykker.

Det lyder ret banalt, og det er det egentlig også. Men det er faktisk det, jeg holder allermest af i universet her; en helt masse almindelige situationer (med et lille litterært tvist), som både børn og voksne kan nikke genkendende til.

Det ualmindelige er måden, historien formidles på. De mange tanker, Villads gør sig om alt fra forsikringer til lyssværd og gode gerninger, er nemlig super fint beskrevet. Det er helt tydeligt, at forfatteren selv har børn og har ladet sig inspirere af de krøllede tanker, der kan opstå i et barnesind. 

Ja, her taler jeg altså om hovedpersonen i min debutroman, hvis du skulle være i tvivl. Den kan du læse mere om her, hvis du vil.

Men nu tilbage til Arne, som ikke er blevet væk, men dog omhyggeligt lagt til side for en stund. Jeg udgav Manden der glemte sig selv i efteråret 2019, og dengang annoncerede jeg smart i en fart-agtigt, at der ville komme en efterfølger i 2020.

Det kom ikke til at ske desværre. Eller jo, der kommer en efterfølger på et tidspunkt, men det blev altså ikke i 2020. 

Jeg har holdt pause fra krimier i flere år, og denne bog er min debut på vej tilbage i den fantastiske verden af gys og spænding. På et tidspunkt elskede jeg krimier og læste næsten ikke andet. Jeg pløjede igennem alt fra Stieg Larsson og Camilla Läckberg til Jussi og Arne Dahl, men pludselig gik jeg død i det. Jeg blev træt af formatet og syntes alle historierne mindede om hinanden.

Først da jeg fik romanen her i julegave, begyndte jeg at overveje krimigenren igen. Bogen blev givet med ordene ”Du kommer til at elske hovedpersonen”, og det fik den glade giver fuldstændig ret i.

Jeg elskede De 5 som barn og slugte den ene detektivhistorie efter den anden. Derfor har jeg glædet mig til at læse dem for mine egne børn, og det har vi altså nu fået hul på.

Den ældste slugte første bog i serien med næsten samme entusiasme, som da vi læste Harry Potter, og det siger ikke så lidt, for den serie har han været svært begejstret for.  

Jeg elsker Stolthed og fordom! Jeg har læst bogen flere gange, og så er jeg stor fan af den skønne miniserie fra 1995. Den havde jeg på dvd en gang, og den var fast følgesvend på slatne søndage med tømmermænd og dovenskab (dem havde jeg en del af i starten af tyverne).

Dvd’en er røget ud nu desværre, men jeg kan se, at serien ligger på dr.dk, så måske jeg lige skulle tage et kig på den en dag.

Jeg læste Åndernes hus for mange år siden og husker den som forførende dramatisk. Derfor har jeg længe gerne villet læse noget mere af Isabel Allende, men det er ikke rigtig blevet til noget. Lige indtil jeg faldt over Håbets rejsende, som jeg syntes så vældig spændende ud.

Historien her starter i det borgerkrigsramte Spanien, hvor Franco i 1939 sejrer på alle fronter. Den gravide enke Roser flygter sammen med sin svoger Victor fra de brutale fascister og ender i Frankrig, som dog ikke sætter pris på de mange politiske flygtninge, der vælter ind i landet.