Som du nok har bemærket, så skriver jeg under navnet K.B. Assenholm. Det besluttede jeg for længe siden, da jeg var i gang med at skrive min debutroman, men nu synes jeg pludselig, at det lyder lidt fjollet. For pompøst måske.

Mit fulde navn er Kirstine Brinth Assenholm, så forfatternavnet er bare en forkortelse for noget, som jeg fandt for langt og bøvlet. Men jeg overvejede også et vaskeægte pseudonym, som jeg kunne gemme mig bag.

Jeg elsker at læse om andre folks skøre vaner og tilbøjeligheder, og derfor blev jeg vældig begejstret, da jeg så, at bogbloggeren Litfix havde lavet en sjov post på Instagram med litterære bekendelser. Min liste voksede sig dog langt længere end en instagram post og ta dah – sådan opstod blogindlægget her.

Jeg ville egentlig helst skifte ordet bekendelser ud, for det antyder, at nedenstående er en række skamfulde indrømmelser, hvilket det langt fra er. Men af mangel på bedre gik jeg altså med bekendelserne, og dem kan du læse hele 12 styks af lige her.

Jeg var alene med ungerne her den anden dag, og mens jeg puttede dem, fik jeg pludselig en idé. En splinterny idé til en helt ny roman, som jeg bare måtte ind og skrive på med det samme.

Jeg fik sagt godnat, kysset og krammet, og så skyndte jeg mig ellers ind til computeren og åbnede et nyt dokument. Den hvide side stod og stirrede på mig et øjeblik, men ikke længe. For min hjerne vrimlede med ord, som ville ud, og snart havde jeg skrevet flere sider.

Jeg slugte Huset på klippen for nylig og sprang direkte videre til efterfølgeren her, som jeg var meget spændt på at læse. Elly Griffiths har nemlig en forrygende evne til at slutte hver eneste bog med en nervepirrende cliffhanger.

Så er jeg tilbage i det skønne fantasyunivers skabt af Robin Hobb. Er du ikke helt med på, hvad serien handler om, så tjek mine anmeldelser af de første tre bøger i her:

Snigmorderens lærling >>

Kongelig snigmorder >>

Snigmorderens kald >>

Det er sjovt, det der med titler. Når jeg møder nye mennesker, som spørger til mit arbejde, så svarer jeg altid, at jeg er marketingkonsulent. Det er jeg også halvdelen af tiden, så det er jo helt fint, men jeg nævner aldrig, at jeg er forfatter i den anden halvdel. At jeg elsker bøger så meget, at jeg er begyndt at skrive mine egne. Og at jeg faktisk har udgivet en bog.

Det her er en virkelig fin bog, som gør læring til leg for både børn og voksne. Den indeholder 30 sjove eksperimenter, som alle kan laves derhjemme uden de helt store indkøb.

Bogen handler om naturvidenskab og kommer omkring klassiske eksperimenter inden for fysik, kemi og biologi. Der er små infobokse hist og pist, men det handler egentlig mest om at prøve sig frem og se, hvad der sker.

Huset på klippen er den tredje bog i krimiserien om arkæologen Ruth og hendes dramatiske liv. Den præsenteres på bagsiden som en selvstændig, afsluttet historie, men jeg vil altså klart anbefale dig at starte fra begyndelsen for at få den fulde oplevelse.

Bogen her har stået på min læseliste lige siden den udkom i 2019, men jeg har ikke haft lyst til at læse den før nu. Den handler nemlig om Puk og Lasse, som jeg gik i gymnasiet med, og den er så tragisk, at jeg næsten ikke har kunnet bære det.

Jeg læste bogen her for en del år siden. Dengang efterlod den ikke et prangende indtryk, og det er faktisk grunden til, at jeg for nyligt valgte at læse den igen. Pigebørn er jo udråbt som en litterær klassiker, og derfor tænkte jeg, at den skulle have et skud til.

Jeg kan godt lide historier. Historier fra bøger, film og fra venner og familie. Jeg er også vild med de lidt mere skjulte historier, som måske nærmere er minder. Den slags, der gemmer sig i antikke møbler og gamle ting og sager.

Jeg har fx en gammel cigarkasse i sølv, som jeg har arvet fra min farfar. Den har 10 navne indgraveret på bagsiden i en flot svungen skråskrift. Det er navnene på de 10 venner, som min farfar gik på jagt med, og de blev altså foreviget på en fin cigarkasse. Det er da mega hyggeligt, når ting sådan går i arv, synes jeg, og jeg er vild med den historie, de fortæller.

Det her er en rigtig hyggebog, som jeg tænker vil egne sig fortrinligt som sommerferielæsning. Den er både letlæst og underholdende, og så emmer forsiden jo af sol og sommer. 

Bogen handler om den unge Flora MacKenzie, der har forladt sit barndomshjem på den stille skotske ø Mure. Hun bor nu i London, hvor hun midt mellem byens pulserende mylder har fundet tid til at blive godt og grundigt forelsket i sin travle, men noget så flotte chef, Joel.

Jeg faldt over bogen her i Føtex for et stykke tid siden og kom den straks i kurven. Jeg har aldrig læst noget af Natasha Lester, men hendes nyeste bog Den hemmelige arv står på min læseliste. Den har jeg hverken fået købt eller læst endnu, men nu stod denne her og fristede med sit fine cover, og dermed blev Den franske fotograf min første oplevelse med forfatteren Natasha Lester.

Nu hvor jeg er begyndt at være aktiv på Instagram (100 år efter alle andre), bliver jeg eksponeret for lækre bøger som aldrig før, og jeg føler mig lidt som et barn i en slikbutik.

Jeg vil læse den og den og den. Alt med en flot forside drager mig, og får bogen en god anmeldelse med, så er jeg solgt. Derfor bugner min læseliste som aldrig før, men til gengæld føler jeg også, at jeg får læst nogle bøger, som jeg ikke ellers ville få læst.

Vi læste Sigurd Barretts bog om de nordiske guder med stor fornøjelse, og derfor har vi nu kastet os over en lignende bog; nemlig den om de græske guder.

Bogen starter med den skabelsesberetning, der følger med den græske mytologi, og allerede der fik vi anledning til en god snak. Den græske historie er jo anderledes end den kristne og den nordiske version, og hvilken er så egentlig den rigtige? Og hvad siger videnskaben?

Der er et eller andet ved klassisk litteratur, som drager mig. Måske bare den gode gamle flokmentalitet, som gør at jeg har lyst til at læse alle de bøger, som andre roser til skyerne.

Jeg har da også læst et par klassikere efterhånden, men det er ikke de bøger, jeg får læst flest af. Jeg går tit død i langsom handling og gammeldags sprog, og så stopper den der.

Så fik jeg læst (hørt) den sidste bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Det er en ordentlig moppedreng, og jeg slugte den fra start til slut. Der er simpelthen ikke noget bedre end sådan en gedigen murstensroman, som man bare må læse færdig, og sådan en bog er Snigmorderens kald.

Denne bog har længe ligget i min vindueskarm og lokket med sit fine omslag. Jeg har glædet mig rigtig meget til at læse den, men jeg skulle lige finde dagsformen. Nogle gange vil jeg gerne bare pløje lidt nem underholdning igennem, og andre gange er jeg klar på noget lidt mere rørende.

Så fik jeg læst den anden bog i Robin Hobbs fantastiske Farseer-trilogi. Her fortsætter historien om bastarden Fitz, kronprins Verity, Narren og alle de andre på kongeslottet Bukkenborg, og situationen er ikke blevet mindre anspændt siden sidst.

Jeg læste Normale mennesker af Sally Rooney for nyligt og var vældig begejstret. Derfor blev jeg super glad over at opdage bogen her, som jo faktisk var den, der startede det hele. Samtaler med venner er nemlig Sally Rooneys debutroman. Den har fået stor ros, og derfor måtte jeg selvfølgelig læse den.

Jeg var svært begejstret for den første bog i serien om Ruth Galloway (læs min anmeldelse af Pigen under jorden her), og derfor havde jeg også virkelig store forventninger til efterfølgeren.

Blev de så indfriet? Det får du svar på lige om lidt.

Jeg fik anbefalet bogen her af en af mine veninder, og den røg fluks på ønskelisten over fine billedbøger. Vi har en del børnebøger på lager herhjemme, men ellers er vi tit en tur forbi biblioteket for at få tanket op, og der kan jeg altså godt føle mig lidt på udebane.

Det med anmeldelser er noget sjovt noget. Uanset om det handler om gastronomi, litteratur, musik eller andet, så er det jo bare én person, der udtrykker sin subjektive mening om en bestemt oplevelse. Måske ved den person super meget om emnet, og måske er personen en dygtig formidler, men det er jo ikke en garanti for en objektiv anmeldelse.

Jeg blev færdig med bogen her sent i går aftes, og den var det første, jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op i morges. Det er simpelthen en af de bedste bøger, jeg længe har læst!

Alle blomsterne i Paris er en dramatisk kærlighedshistorie, der følger de to kvinder Céline og Caroline, som begge bor i Paris, men på hver sit tidspunkt.

En aften tilbage i oktober 2018 lå jeg og kiggede ud i mørket. Søvnen kom ikke. Jeg tænkte på mit arbejdsliv og mine drømme, og pludselig stod jeg op og begyndte at surfe på computeren.

På det tidspunkt havde jeg en halvfærdig roman i skuffen, som jeg havde skrevet lidt på i ny og næ. Det var ikke tænkt som noget, der skulle udgives, men mere som et hyggeprojekt, der blev til, fordi jeg havde så mange ord, der bare måtte ud.

Jeg har hørt meget godt om serien Sigurd fortæller, og derfor var jeg spændt på at læse bogen her, som altså handler om de nordiske guder. Netop de nordiske guder er særligt interessante herhjemme, fordi drengenes børnehave hedder Bifrost. Deres stuer hedder Midgård og Udgård, så de navne var velkendte, men de har aldrig fået hele historien om den nordiske mytologi.

Jeg havde nær givet op på bogen her, men det er jeg nu glad for, at jeg ikke gjorde. For alt i alt synes jeg, at det er en rigtig god og velskrevet fortælling.

De første mange sider har lidt for meget karakteropbygning og lidt for lidt action til min smag, men der var alligevel noget, som holdt mig fanget – nemlig mysteriet om den forsvundne pige.

Jeg fik anbefalet bogen her for lang tid siden, men af en eller anden grund kom jeg ikke i gang før nu. Det er måske, fordi jeg har været lidt væk fra fantasy-genren og lige skulle finde tilbage.

Uanset hvad, så er jeg super glad for, at jeg fik taget hul på Robin Hobbs Farseer-trilogi, som altså starter med Snigmorderens lærling, der udkom tilbage i 1995. Der ligger masser af guld og venter på mig, for Robin Hobb har skrevet 16 bøger i alt, som alle foregår i samme univers.

Indimellem er det bare skønt med en dejlig feel-good roman, som jeg ikke skal tænke alt for meget over, og sådan en roman er Everyone Worth Knowing.

Jeg snuppede den som lydbog efter anbefaling fra Miriams blok, og jeg har virkelig nydt den.

I bogen møder vi den 26-årige singlepige Bette, som har et temmelig kedeligt job med en temmelig irriterende chef. Hun kan ikke helt finde ud af, hvad hun vil med sin karriere, men pludselig kommer et potentielt drømmejob flyvende ind fra højre.

Jeg kan huske historien her fra min egen barndom, og derfor var jeg noget spændt på, om den stadig ville være et hit. Det var den heldigvis, og jeg bliver altid så glad, når ungerne har lyst til at læse i den. Det er simpelthen så hyggeligt at se mine drenge blive opslugt af noget, som jeg selv har nydt som barn. Kender du det?

I bogen møder vi Hakkebakkeskovens mange sjove dyr, som selvfølgelig både kan synge, spille og bage peberkager. Der er Klatremusen, som mest tænker på sig selv, Morten Skovmus, som mest tænker på andre, Bamsefar, Brumlemand, Bagermester Harepus og så selvfølgelig Mikkel Ræv.