Den afrikanske farm er en selvbiografisk erindringsbog, hvor Karen Blixen ser tilbage på sine 17 år som kaffedyrker i Kenya. Jeg fik lyst til at genlæse den efter at have afsluttet Solsøsteren af Lucinda Riley, hvor en stor del af historien også foregår i kolonitidens Afrika.

Begge bøger refererer til Muthaiga Club, som er en gammel britisk country club i Nairobi, der åbnede helt tilbage i 1913, og som stadig eksisterer i dag. En hurtig tur på google fortalte mig, at klubben blandt andet er berømt for sit omfattende bibliotek med over 20.000 bøger. Behøver jeg at sige, at min drøm om at rejse til Afrika nu er større end nogensinde? :-)

Nå, men tilbage til Den afrikanske farm, så blev den oprindeligt udgivet tilbage i 1937, og derfor bærer sproget selvfølgelig også præg af at være skrevet for en del år siden. Men jeg synes nu, den er blandt de mere letlæselige klassikere, og derfor også en ganske god begynderbog, hvis du primært har læst moderne litteratur indtil nu.

Sproget er gammeldags ja, men stadig vidunderligt poetisk. Sjældent har jeg læst så fornøjelig en beskrivelse af noget så simpelt som et lille antilopekid, som den Karen Blixen har nedfældet i Den afrikanske farm.

Hun skriver nøgternt, men poetisk. Samtidig emmer fortællingen af en vis brutalitet, og de fleste moderne læsere vil nok opfatte hende som temmelig fordomsfuld ud fra den måde, hun beskriver afrikanerne på.

Bogen bygger ikke på en række kronologiske begivenheder, men er delt op i fem hoveddele, hvori Blixen filosoferer over forskellige emner. Tankerne cirkler primært om emner som kultur, natur, civilisation og kolonisering, men hun har også et skønt afsnit omkring drømme: 

”De mennesker, der drømmer, når de sover, kender til en egen slags dyb tilfredshed, som ikke hører dagens verden til, en ganske passiv henrevethed og lethed om hjertet, der er som honning på tungen. Drømmens egentlige henrykkelse ligger i den følelse af ubegrænset frihed, som den bringer med sig. Det er ikke en tyrans frihed, som påtvinger verden sin egen vilje, men en kunstners frihed, der ingen vilje har selv, som er fri for at ville. Drømmerens særlige glæde ligger ikke i, hvad han drømmer, men deri at i drømme sker alt uden anstrengelse fra hans egen side, og uden at han selv kan gøre til eller fra.”

Ja, det synes jeg altså virkelig er smukt. Jeg er selv ret fascineret af, hvordan min hjerne kan finde på historier sådan helt af sig selv, mens jeg sover, og som Blixen så fint formulerer det, så ligger den særlige glæde ved drømmen jo netop i, at man får en historie forærende helt uden anstrengelse.

Fra krænkelse til kærlighed

Jeg kan i øvrigt godt lide, at ordet neger er bibeholdt her midt i krænkelsesæraen. Jeg faldt over en 2018-udgave som lydbog og blev glædeligt overrasket over den sproglige autenticitet. På Karen Blixens tid blev en sort kaldt en neger, og derfor skal der stå neger i bogen. De har jo heller ikke skiftet automobil ud med bil. Og så har de bibeholdt ordet kælling, som jo også har skiftet betydning i årenes løb, omend i omvendt retning af ordet neger.

På kærlighedsfronten blev jeg lidt faktisk lidt skuffet. Det er virkelig mange år siden, jeg sidst har læst bogen, og eftersom jeg er beriget med en usandsynlig dårlig hukommelse, kunne jeg ikke huske ret meget af handlingen. Mine minder om Den afrikanske farm beror sig derfor primært på filmen, som nok er løst baseret på bogen, men som har et temmelig anderledes handlingsforløb.

I filmen følger vi Karen Blixens kærlighedsliv på nært hold fra fornuftsægteskabet med skørtejægeren Bror til hendes passionerede forelskelse i adelsmanden Denys Finch Hatton. I bogen hører vi hverken om den ene eller den anden før langt over halvvejs, og hendes mand Bror nævnes kun en enkelt gang.

Denys Finch Hatton nævnes en række gange, men deres forhold beskrives mere som et af venskabelig karakter. Der hintes ganske svagt til deres fortrolighed og nærhed, men ikke mere end det.

Derfor synes jeg også, at det er lidt misvisende, når Gyldendal på bagsideteksten refererer til ”mødet med hendes store kærlighed, Denys Finch Hatton”, men pyt nu med det. Jeg synes stadig, Den Afrikanske farm var en fornøjelse at læse! Jeg blev virkelig inspireret, også til mit eget forfatterskab, og så fik jeg interessant viden om datidens Kenya samt indblik i tankerne hos en stor dansk forfatter.

Og så må jeg sige, at Birgitte Hjort Sørensen er en fantastisk oplæser. Jeg blev forelsket i hendes skønne, lidt mørke stemme efter få sætninger. Som ivrig lydbogslytter har jeg hørt en del forskellige oplæsere efterhånden, og jeg har også mine favoritter. Birgitte Hjort Sørensen er klart en af dem.

Hvis jeg lige skal komme med lidt kritik her på falderebet, så synes jeg, at Karen Blixen dvæler lidt vel rigeligt på en retssag, hvor hun blandt andet filosoferer over de kulturelle forskelle i retfærdighedsfølelsen mellem hvide og sorte. Det er på sin vis meget interessant, men dog lidt langtrukkent efter min ydmyge mening. Lidt lige som når Ken Follett går lidt for meget i dybden med de tekniske omstændigheder i et katedralbyggeri :-)

Men altså, jeg var vild med Den Afrikanske farm. Hvis du mangler den i din bogsamling, så kan den købes her >>

P.S. Hvis du undrer dig over det forholdsvist store spænd, der er mellem Lucinda Riley og Karen Blixen, så er det bare, fordi jeg har en bred smag – i hvert fald når det angår litteratur :-)