Jeg genlæste Den afrikanske farm af Karen Blixen for nyligt og studsede over et afsnit, hvor hun skriver om drømme.

Jeg har altid været god til at huske mine drømme, og som barn skrev jeg mange af dem ned i min dagbog. Her havde jeg et særligt afsnit med den originale titel ’Ting jeg har drømt’, og det blev hurtigt fyldt med maleriske beskrivelser af de mange historier, som min hjerne fandt på nat efter nat. Måske derfor kan jeg stadig huske mange af dem. Især de drømme, som jeg genbesøgte flere gange, og som jeg aften efter aften håbede ville vende tilbage endnu en gang.

Som Karen Blixen så fint beskriver det i Den afrikanske farm, så er det smukke ved drømme jo, at de bare kommer dalende som en uventet foræring, uden at man selv skal løfte så meget som en finger. Alt sker uden anstrengelse fra drømmerens side, og i drømmen er der en uendelig frihed til at opleve ting, som ellers ikke er muligt. Som drømmer må man derfor bare lade sig lulle ind i eventyret og glæde sig over den fortælling, der udspiller sig. Medmindre det er en ubehagelig en af slagsen. I de tilfælde er det ikke nødvendigvis en glæde at kunne huske sine drømme ;-)

Flygtige minder

Men altså. Jeg kan som sagt huske rigtig mange af mine drømme, og jeg føler mig ofte inspireret til at skrive om noget, jeg har drømt. Det kan være et flygtigt minde om en særlig stemning eller måske en mere konkret handling, men det forplanter sig på en eller anden måde i min hjerne, og så ender det ofte som en nedfældet note i min samling af inspiration til kommende fortællinger.   

Jeg har vildt mange noter efterhånden, og nogle af dem er allerede blevet til en bog – nemlig min debutroman Manden der glemte sig selv.

Andre ligger som små brudstykker af erindringer, jeg næsten ikke føler mig fortjent til at bruge. Det er min hjernes egenrådige ekskursioner udi fantasiens verden, der bør have æren. Ikke jeg, der bare har været en passiv observatør af fortællingen.

Men brugt det bliver de nu alligevel, for jeg er alt for fascineret af de skøre, krøllede eventyr, jeg oplever om natten til bare at lade dem ligge. Jeg må opleve dem igen – jeg må fortælle om dem, så andre kan få glæde af deres magi.

Her har jeg så lært, at jeg ikke skal vågne op og begynde at fortælle andre om min drøm, for den fortælling er sjældent interessant for andre end mig selv. Men jeg tager stemningen og inspirationen med mig, og på den måde vokser bunken af idéer til potentielle romaner kontinuerligt.

Jeg føler, at drømmene understøtter min fantasi. De gør det nemmere for mig at finde på historier og lade tankerne flyve. Videnskabeligt funderet kan man ikke kalde det, men det er vel egentlig også ligegyldigt. For mig er mine drømme en gave. En daglig glæde og forundring over de magiske historier, der opstår af sig selv og kommer til mig – lille mig – med deres store ord.

Er der mon andre skønlitterære skribenter, der henter inspiration fra drømmeland? Eller er det bare mig?