Bogen her er baseret på en virkelig historie om den
amerikanske kvinde Caroline Ferriday, som efter Anden Verdenskrig hjalp en
række polske kvinder, der alle havde fysiske skader fra deres ophold i
koncentrationslejren Ravensbrück. Også en af bogens øvrige karakterer er
baseret på en virkelig person; nemlig den tyske nazist Herta Oberheuser, der
arbejdede som lejrlæge under krigen.
De øvrige hovedpersoner er inspireret af forskellige
beretninger, og det er helt tydeligt, at forfatteren har brug meget tid på sin
research. Hun skriver selv i efterskriftet, at bogen her virkelig har været et
hjertebarn, og det synes jeg tydeligt, man kan mærke. Blomstrende syrener
er en meget autentisk historisk roman med en gribende historie.
Når det er sagt, så synes jeg, at bogen har et par mangler - dem kommer jeg til om lidt.
Handlingen
Vi følger som sagt den amerikanske kvinde Caroline, som bor
i New York og er en del af byens overklassemiljø. Hun arbejder på det franske
konsulat og bruger en stor del af sin tid på velgørenhedsarbejde. Hun har
hverken mand eller børn, som de fleste af hendes bekendte, men oplever til
gengæld en spirende forelskelse, da hun møder den charmerende skuespiller Paul
Rodierre. Paul er dog gift, og kærligheden har svære kår.
På tværs af Atlanten er den ambitiøse Herta netop blevet
færdig med sine studier og kan nu officielt kalde sig for læge. Jobmulighederne
hænger dog ikke på træerne for en kvindelig kirurg, og hun ender som lejrlæge i
koncentrationslejren Ravensbrück, der kun er for kvinder.
I Polen møder vi den unge kvinde Kasia, der ser sin
ubekymrede hverdag forsvinde som dug for solen, da tyskerne invaderer landet.
Kasia bliver involveret i modstandsbevægelsen, men bliver snart mål for
mistænksomme blikke fra nazisterne og ender i et tog på vej mod Tyskland. Et
tog, der fører Kasia hele vejen til Ravensbrück, hvor traumatiske oplevelser
står i kø, og tungsindet spirer.
De tre kvinders skæbne bindes sammen, og som læser får man
stor sympati for Caroline og Kasia, der på hver sin måde kæmper for
retfærdighed i en uretfærdig verden.
Er den god?
Historien er spændende, og jeg var fanget hele vejen
igennem. Martha Kelly laver nogle skønne cliffhangere, som gør, at man bare må
læse videre, og historien om Anden Verdenskrig holder aldrig op med at
fascinere mig. Så på den konto var jeg virkelig godt underholdt og interesseret
i fortællingen.
Jeg synes dog, at personkarakteristikkerne halter lidt,
hvilket er grunden til, at jeg ikke er helt oppe i skyerne over bogen her. Jeg
føler mig ikke specielt knyttet til nogen af bogens hovedpersoner, mindst af
alle Herta som beskrives på temmelig overfladisk vis. Jeg vil så gerne kende
hendes inderste tanker og forstå, hvordan i alverden et menneske kan udføre så
frygtelige gerninger på kontinuerlig basis, men så tæt kommer man desværre
ikke. Afsnittene med Herta er spændende, fordi de handler om uhyggelige ting,
der er sket i virkeligheden, men jeg kan ikke rigtig mærke hende som person.
Caroline lærer man lidt bedre at kende, men jeg blev aldrig
rigtig fanget af hendes kærlighedshistorie. Den føles lidt som en fyldhistorie,
der skulle med for at gøre hende mere nuanceret.
Kasia er klart den karakter, som fungerer bedst, synes jeg.
Især årene i Ravensbrück er utroligt godt beskrevet, og jeg blev virkelig
fanget af hendes hjerteskærende historie. Selvom vi jo alle kender lidt til den
frygtelige tilværelse i krigens koncentrationslejre, så formår Martha Kelly at
fortælle med en uhyggelig og gribende detaljerigdom, som sætter dine følelser i
kog.
Alt i alt synes jeg, at bogens tre hovedpersoner bliver
beskrevet lidt for fjernt, især i de indledende kapitler, men samlet set er Blomstrende
syrener en velskrevet og anbefalelsesværdig historisk roman med masser af
drama og autenticitet.
Den kan fx købes hos Bog & idé >>
Har du mon læst efterfølgeren Forsvundne roser? Og
kan den anbefales? Jeg har den på min læseliste, men er ikke nået til den endnu.
P.S. Er du vild med dramatiske fortællinger, der tager afsæt i virkelige begivenheder, så kan jeg også anbefale dig erindringsromanen Glasslottet af Jeannette Walls. Den har intet med Anden Verdenskrig at gøre, men giver dig til gengæld indblik i livet som fattig nomade i 60’ernes USA. Og så er det en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.