Jeg elsker romaner, hvor jeg bliver taget med tilbage til en helt anden tid. Det er ligesom en god historietime i gymnasiet, bare med lidt mere drama (og ja, jeg er en af dem, der godt kunne lide at gå i skole).

Jeg kan huske en fagbog fra folkeskolen, hvor jeg læste den samme side igen og igen, fordi jeg simpelthen blev fanget af historiens vingesus. Det var noget med Grevens Fejde og bønder i oprør. Der stod ikke ret meget, men der var en tegning af et gammelt bindingsværkshus omgivet af høje træer, og det har brændt sig så meget fast på nethinden, at jeg stadig kan huske det i dag.

Sådan noget med årstal og fakta er jeg ellers mega dårlig til at huske, og måske derfor sætter jeg særlig stor pris på romaner, som tager mig med tilbage i tiden og uddanner mig lidt samtidig med, at jeg læser en god historie.

Den kombination synes jeg virkelig, Ken Follett mestrer. Det er så tydeligt, at alle hans bøger bygger på grundig research, hvad enten de foregår i middelalderen, under den kolde krig eller noget helt tredje.

Jeg har læst en del af hans spændingsromaner, og de er ganske udmærkede. Ikke så cliffhangeragtige som Jussi Adler Olsen, Dan Brown og den slags, men mere sådan en god gedigen thriller, som bestemt er værd at læse.

Jeg kan særligt anbefale denne gamle sag fra 1982 (med link til køb hos Saxo):

Manden fra Sankt Petersburg >>

Kingsbridge-serien 

Mine absolutte favoritbøger fra Ken Follett er de historiske romaner. Mit allerførste bekendtskab med forfatteren kom via Jordens søjler, som er første bind i det, der nu er kendt som Kingsbridge-serien.

Jordens søjler foregår i den fiktive, engelske by Kingsbridge tilbage i midten af 1100-tallet, hvor der er borgerkrig i landet og utallige magtkampe, som går udover den fattige befolkning. Vi følger den gode prior Philip, der ønsker at bygge en imponerende katedral i byen. Sammen med Aliena, den afsatte jarl af Shirings datter, Tom Bygmester og Toms søn Jack kæmper prior Philip for at få sin katedral opført, men stærke kræfter ser hans planer som en trussel og forsøger med al magt at bremse dem.

Det lyder måske banalt, men Jordens søjler handler også om meget mere end opførslen af en katedral. Det er en fantastisk velskrevet historie med stærke følelser på spil. Du kommer virkelig til at elske de gode og hade de onde. Du lider med dine yndlingskarakterer, hver gang deres planer forpurres, du får hjertebanken af den svimlende kærlighed, og gåsehud af de bundløst hadske og uretfærdige handlinger, der udspiller sig.

Det er ganske enkelt en prægtig roman, som jeg var fanget af fra start til slut. Eneste lillebitte kritikpunkt er, at forfatteren måske går lidt vel rigeligt op i at beskrive de byggetekniske udfordringer omkring selve opførslen af den famøse katedral.

Jeg gætter på, at Ken Follett har været vanvittig betaget af, hvordan det kunne lade sig gøre at bygge så stor og beundringsværdig en bygning med de begrænsede virkemidler, der var til rådighed på det tidspunkt, og det ER også imponerende. Jeg er bare ikke så fascineret, at jeg behøver grundige beskrivelser.

Men summa summarum, så er det en fantastisk bog, som jeg klart kan anbefale. Jeg har læst den et par gange efterhånden, og den er lige god hver gang. Der er bare noget skønt over det der med at kaste sig ud i en gedigen murstensroman, hvor man ved, at alle sider er værd at læse.

Har du endnu ikke Jordens søjler i din bogreol, så kan den købes her >>

Jordens søjler udkom i øvrigt helt tilbage i 1989, men der gik jeg i børnehave og var ikke just i målgruppen. Det var faktisk først, da den længe ventede opfølger Uendelige verden udkom i 2007, at jeg gik i gang.

Jeg kan huske, at jeg sad og talte med min moster, som havde læst Jordens søjler og nu glædede sig til at læse den næste bog i serien. Og jeg fortalte, at jeg også ville give serien en chance. Det er så hyggeligt med den slags minder.

Nå, men jeg læste altså Uendelige verden kort efter Jordens søjler og blev også rigtig fanget.

Den uafhængige opfølger starter et par hundrede år senere, hvor vi følger fire hovedpersoner, hvis liv vikles ind i hinanden på trods af forskellig stand, livssyn og temperament.

Også her får du fuld smæk for skillingen, hvis du er til krig, kærlighed og bølgende magtkampe mellem kirke og konge. Du får samtidig indblik i en virkelig interessant epoke. 1300-tallet var nemlig en voldsom og skælsættende periode, blandt andet på grund af Hundredeårskrigen og pesten.

Jeg synes, Uendelige Verden er en smule flad i forhold til Jordens søjler, som er min absolutte yndlings Ken Follett bog.  Men det er stadig en super velskrevet og anbefalelsesværdig roman, så har du ikke læst den endnu, kan jeg klart anbefale dig at komme i gang.

Bogen kan købes her >>

Den næstsidste bog i Kingsbridge-serien udkom i 2017, og jeg synes det er lidt sjovt, at forfatteren har valgt at vende tilbage til samme univers med så mange års mellemrum. Måske skyldes det, at han blev træt af det hele ind i mellem og havde brug for at skrive noget andet? Den følelse kan jeg i hvert fald nikke genkendende til, og min lille serie består endda kun af to bøger, hvoraf den ene stadig kun er halvt færdig.

Tilbage til Kingsbridge-serien, så har jeg først for nyligt fået læst Den evige ild, som altså er den tredje bog i samme univers. Den er desværre ikke helt så god som de to første, men dog stadig værd at læse, hvis du ligesom jeg kunne lide Jordens søjler og Uendelige verden.

I Den evige ild springer vi frem til år 1558, hvor vi endnu en gang følger forskellige hovedpersoner fra den engelske katedralby Kingsbridge. Bogen her adskiller sig dog fra de forrige ved at have et mere storpolitisk verdenssyn, hvor vi også møder karakterer fra Spanien og Frankrig.

Ellers spiller den på mange af de samme elementer: Religiøse stridigheder, magtkampe, umulig kærlighed, vold og kampen mellem det gode og det onde.

Jeg synes, sproget er en anelse trægt til tider. Lidt for beskrivende og knap så poetisk som de andre. Men stadig en god og spændende bog, hvor Ken Follett endnu en gang formår at lære mig lidt om historiens gang samtidig med, at jeg følger mig godt og grundigt underholdt.

Den evige ild kan købes her >>

Den sidste bog i Kingsbridge-serien hedder Aftentid og morgengry, og den har jeg endnu til gode. Jeg kan godt lide at skifte både genre og forfatter ind i mellem, og nu skal jeg altså lige ha’ en pause fra Ken Follett, før jeg går i gang igen.

Century-trilogien

Inden Den evige ild blev udgivet i 2017, nåede Ken Follett at skrive de tre romaner, der tilsammen kaldes for Century-trilogien. Også her kommer læseren med på en historisk rejse, men denne gang starter vi noget senere.

Giganternes fald er den første del, og her bliver vi introduceret til fem forskellige familier med hver sin nationalitet, hver sine udfordringer og kampe.

Vi følger familierne i årene omkring 1. verdenskrig, hvor deres skæbner flettes sammen og påvirkes af krigens gang. Fortællingen kommer omkring klassiske emner som krig, kærlighed, revolution, politik og længsel, men som læser får du også et interessant indblik i både fagforeningskampen og den feministiske bølge i starten af det 20. århundrede.

I Verdens Vinter er vores hovedpersoner blevet midaldrende, og deres børn træder mere i karakter. Historien her starter i 1933, og vi får således indblik i nazismens indtog frem mod Anden Verdenskrig. Bogen strækker sig over en årrække og ender helt fremme ved atombombens opfindelse.

Endnu en gang handler det om de store klassiske temaer som krig og fred, had og kærlighed og ikke mindst håb. Persongalleriet er både stort og farverigt, men formår alligevel at bide sig fast på en Matador-agtig måde, hvilket vel næsten er den største ros en roman kan få – i hvert fald fra min hånd :-)

Verdens vinter kan købes her >>

I seriens sidste bog På kanten af evigheden følger vi børnebørnene af de oprindelige hovedkarakterer. Her kommer vi omkring en masse spændende historiske højdepunkter som den kolde krig, Cuba-krisen, Martin Luther King og hele bevægelsen omkring borgerrettigheder for sorte, Vietnam-krigen, det russiske magtspil i årene frem mod reformatoren Gorbatjov, murens fald og meget mere.

Ken Follett beviser endnu en gang, at han har styr på sin research. Som læser kommer du virkelig tæt på forskellige historiske begivenheder uden at det bliver tungt og kedeligt. Tværtimod synes jeg, at han formår at holde spændingen intakt, blandt andet med de mange krydsklip til en anden vinkel på historien.

På kanten af evigheden kan købes her >>

Alt i alt synes jeg bestemt, at Century-trilogien er værd at læse, hvis du ligesom jeg har hang til historiske murstensromaner.

Ken Folletts sprog er ikke super raffineret, og du behøver ikke at læse mellem linjerne, men evnen til at gøre historiens gang levende ved hjælp af et fiktivt persongalleri, den kan man altså ikke tage fra Ken Follett. Jeg bliver gang på gang imponeret over hans evne til at underholde gennem hundredvis af sider i samme roman. Det bliver aldrig kedeligt, og alene derfor vil jeg til hver en tid anbefale dig at dykke ned i en Ken Follett bog.

Er du til Ken Follett? Og hvilke af hans bøger kan du bedst lide?