Familien Bridgerton er alle vegne for tiden, og eftersom jeg
elsker et skønt romantisk drama med historisk vingesus, så havde jeg temmelig
store forventninger til seriens første bog, Den ugifte hertug.
Blev de så indfriet? Ikke helt desværre. Jeg synes, det er
en fin historie, men der er et par ting, som irriterer mig. Det kommer vi til –
først lidt om selve handlingen til dig, der endnu ikke har stiftet bekendtskab
med serien.
Bogen starter med en prolog, hvor læseren møder den ugifte
hertug Simon Arthur Henry Fitzranulph Basset. Hertug er han faktisk ikke helt
endnu, men som nyfødt jarl og eneste arving til et af Englands ældste og
rigeste hertugdømmer er det kun et spørgsmål om tid.
Simons far har længe ønsket sig en arving, men da han
endelig får en søn, lever denne ikke op til hans forventninger. Som årene går,
bliver hertugen mere og mere skuffet over sit eneste barn, og den skuffelse
kommer til at få stor betydning for den unge Simon.
Passende partier
Hos familien Bridgerton møder vi den smukke Daphne, som er ældste
søster i en søskendeflok på otte. Hendes tre ældre brødre er ligesom Daphne
selv ugifte, og moren Violet forsøger ihærdigt at få dem afsat til passende
partier hver især.
Daphne længes efter at stifte familie, men har endnu ikke
modtaget et attraktivt tilbud om giftermål. Hvorfor ser herskabets ungkarle
hende ikke som andet end en ven?
Da Simon vender hjem til London efter flere års ophold i
udlandet, møder han tilfældigt Daphne til et bal. Simon har ingen ambitioner om
at gifte sig, men som særdeles attraktiv ungkarl står han for skud, når
overklassens ivrige mødre forsøger at finde passende ægtemænd til deres døtre.
Daphne har brug for den perfekte bejler, og Simon har brug
for et værn mod de mange påtrængende kvinder. Sammen lægger de en snedig plan
om at indgå en falsk forlovelse. På den måde vil de rette friere forhåbentlig
få øjnene op for Daphne, og Simon kan samtidig nyde en midlertidig status som
optaget.
Planen sættes i værk, og det går også fint, indtil
proforma-forlovelsen trues af en vaskeægte forelskelse. Hvad er skuespil, og
hvad er reelt?
Gossip Girl møder Jane Austen
Den ugifte hertug er en fin, romantisk historie med en masse
forviklinger. Den fangede mig fra start til slut, omend jeg blev lidt irriteret
undervejs.
Min største anke er nok, at det bliver lidt for fjollet og
overfladisk til min smag. Jeg kan godt lide letlæste historier, men der skal
også være lidt tyngde, og det mangler her.
Måske ramte jeg bare ikke lige dagsformen. Jeg snuppede
bogen her som lydbog med Nelson Mandelas selvbiografi på sidelinjen, og den er
jo unægtelig noget mere alvorlig.
Dagsform eller ej, så blev jeg altså blev temmelig irriteret
over en scene, hvor en kvinde har sex for første gang, og hendes partner
tilsyneladende mærker jomfruhinden sprænge. Her kunne Julia Quinn med fordel have
læst lidt op på den kvindelige anatomi, så hun ikke bidrager unødigt til myten
om, at en jomfruhinde kan springe (og at manden kan mærke det).
Myter eller ej, så synes jeg stadig, at Den ugifte hertug kan
anbefales til dig, der sætter pris på et læslæst historisk drama med masser af
1800-tals dekadence og romantik. Bogen har sladderformat a la Gossip Girl og romantik
a la Stolthed og fordom. Lyder den blanding som noget for dig, så synes jeg
bestemt, du skal give historien en chance.
Den ugifte hertug kan købes her >>
Er du til bøgerne? Og serien på Netflix?
Jeg ville så gerne være ovenud begejstret for både det ene
og det andet format, for det burde lige være noget for mig, men heller ikke tv-seriens
smukke kostumer og fantastiske miljø kan overbevise mig. Også her blev jeg lidt
irriteret og zappede væk efter et par afsnit.
Måske vender jeg tilbage til Familien Bridgerton senere, men
lige nu er jeg gået i gang med Jane Austens Stolthed og fordom igen. Jeg elsker
den bog :-)