Boganmeldelser

Pigen under jorden af Elly Griffiths

22. februar 2021

Pigen under jorden af Elly GriffithsJeg har holdt pause fra krimier i flere år, og denne bog er min debut på vej tilbage i den fantastiske verden af gys og spænding. På et tidspunkt elskede jeg krimier og læste næsten ikke andet. Jeg pløjede igennem alt fra Stieg Larsson og Camilla Läckberg til Jussi og Arne Dahl, men pludselig gik jeg død i det. Jeg blev træt af formatet og syntes alle historierne mindede om hinanden.

Først da jeg fik romanen her i julegave, begyndte jeg at overveje krimigenren igen. Bogen blev givet med ordene ”Du kommer til at elske hovedpersonen”, og det fik den glade giver fuldstændig ret i. For Ruth Galloway, som hovedpersonen hedder, er simpelthen beskrevet fuldstændig fantastisk.

Hun er en barnløs, let overvægtig kvinde på knap fyrre. En kvinde, som elsker katte, og som bor alene langt ude hvor kragerne vender. En kvinde, der pludselig er dybt involveret i en lokal mordsag.

Angstens klamme greb

Da politiet finder menneskeknogler i det store naturområde tæt ved Ruths hus, bliver hun tilkaldt for at hjælpe med at afgøre, om knoglerne stammer fra den lille pige Lucy, som blev kidnappet ti år tidligere. Den lokale politimand vicekriminalkommissær Harry Nelson har ledt efter Lucy lige siden og har aldrig opgivet håbet om at finde hende. Derfor bliver han selvfølgelig slemt skuffet, da det viser sig, at de nyopdagede knogler er mere end tusind år gamle.

Men Lucys forsvinden er ikke det eneste, der plager Nelson. Han har nemlig modtaget mystiske breve fyldt med bibelcitater og referencer til rituelle ofringer, lige siden hun forsvandt, og nu står han ovenikøbet med endnu en kidnapningssag. Scarlet på fire er meldt savnet, og Nelson tager alle midler i brug for at opklare de to sager. Han tilkalder endnu en gang Ruth og beder hende om at hjælpe med at analysere de mange breve, som er stilet til ham personligt.

Jo tættere Ruth og Nelson kommer på hinanden, jo mere alvorlig bliver situationen. Ikke alle synes om den hjælp, Ruth giver politiet, og pludselig mærker hun angstens klamme greb, der truer med at opsluge hende i mørket.

Vi slutter selvfølgelig af med en nervepirrende kamp mod tiden, hvor alle de løse ender samles, og mysteriet om de forsvundne piger endelig opklares. Og hvilken kamp! Jeg sad stakåndet under dynen og læste de sidste sider en sen hverdagsaften. Jeg måtte bare høre slutningen, og jeg vendte hver side med spænding.

Hvis du står og mangler en god krimi og endnu ikke har læst denne, så kan jeg altså klart anbefale den. Persongalleriet er fantastisk, plottet gennemført og spændingen høj. Jeg elsker Ruth og hendes underligt akavede, men stadig tiltalende personlighed, og jeg glæder mig til at læse det næste bind i serien. Især fordi bogen her slutter med en gedigen cliffhanger, som jeg selvfølgelig gerne vil høre mere om.

Jeg har faktisk også fået lyst til at læse andre krimier. Jeg overvejer at begynde på noget Karin Slaughter eller Anne Mette Hancock. Har du læst noget af dem? Eller har du en anden krimiforfatter, som du kan anbefale? Skyd endelig løs i kommentarfeltet. 

Har du en ven eller to, som bare må læse det her?

Del på Facebook

Skriv en kommentar

K.B. Assenholm

K.B. Assenholm

Selvudgivende forfattertype med stor kærlighed for ord og chokolade. På bloggen her finder du skriverier om alt fra boganmeldelser, egne udgivelser, egne brølere og egne succeser.

K.B. Assenholm

danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Det er altså super hyggeligt - det lover jeg. Du får både tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ, hvis det går vildt for sig.

K.B. Assenholm

bogen der deler vandene

Min debutroman har fået masser af flotte stjerner og gode anmeldelser. Wauv altså, det gør mig simpelthen så glad! Der var også en enkelt eller to, som ikke var fan. Måske er det bare en af de bøger, der deler vandene?

følg med

Jeg poster lidt på Facebook og Instagram ind i mellem. Måske skriver jeg noget sjovt. Og måske er det virkelig kedeligt. Kig forbi og vurder selv...

K.B. Assenholm

den store hvad-vil-du-helst quiz

Jeg elsker at quizze, og derfor har jeg lavet en skør version af den klassiske hvad-vil-du-helst quiz. Vil du fx helst spise lort eller hotdogs? Måske bliver du overrasket over dit svar, når du ser valgmulighederne :-)

Danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Her får du tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ. Jeg skriver cirka en gang om ugen. Du kan selvfølgelig nemt afmelde dig, hvis det ikke var så hyggeligt som forventet.