Så fik jeg endelig læst den nye roman af Sally Rooney. Den
har ligget i vindueskarmen siden den udkom i september, men jeg er og bliver
altså en snegl til at få læst spritnye bøger. Jeg havde ellers glædet mig vildt
meget til den her, men da den så endelig udkom, var jeg midt i noget andet og
ja, så gik tiden altså.
Det er nu også lige meget. For mig handler det ikke om at
læse de nyeste udgivelser eller at være med på en trend. Jeg læser det, jeg har
lyst til, når jeg har lyst til det, og her i november fik jeg altså lyst til at
give mig i kast med Skønne verden, hvor er du.
Mine forventninger var temmelig høje, for jeg var vældig
begejstret for både Samtaler med venner og Normale mennesker, som
Sally Rooney tidligere har udgivet. Begge gange var jeg dybt fascineret af hendes
fortællestil, og det mønster har heldigvis gentaget sig her i den tredje
udgivelse. Jeg har nu også et enkelt kritikpunkt, men først lidt om handlingen.
Troen på det skønne i verden
Skønne verden, hvor er du handler om trekløveret
Alice, Eileen og Simon. De er nære venner, men Eileen og Simon er lidt mere end
det. De har cirklet om hinanden i mange år, og nu hvor Eileen netop er blevet
single, er det måske tid til at revurdere venskabet og genindføre flirten.
Alice er flyttet på landet i et forsøg på at få mere ro på tilværelsen.
Her møder hun lagerarbejderen Felix og inviterer ham impulsivt med på en
arbejdsrejse til Rom.
Da Eileen og Simon kommer på besøg i Alices storslåede
lejebolig, møder de Felix, og de fire skæbner flettes sammen. Der er
usikkerhed, begær og skænderier på menuen, og uret tikker. De er unge ja, men
voksenlivet banker på med større kraft end før, mens troen på det skønne i
verden svinder ind.
Mellem linjerne
Hun kan altså noget med ord, hende Sally Rooney. Det er du
ikke i tvivl om, når du har læst den første side i bogen her. Hun formår
virkelig at skrive mellem linjerne og opbygge spænding omkring de mest banale
følelser. Der sker egentlig ikke voldsomt meget i hendes bøger, alligevel er
jeg draget og må bare læse mere. Jeg er vildt interesseret i karakterernes
udvikling, og i denne bog var det især Eileens og Simons historie, der fangede
mig.
Jeg var dog ikke specielt glad for de lange og tunge mails
mellem Eileen og Alice. De føltes næsten som at læse en kronik i Weekendavisen;
for snørklet og filosofisk til at holde mig fanget. Dertil kommer nogle meget
lange afsnit uden ophold, som gjorde, at jeg af og til følte at jeg sad med en
mur af tekst, som jeg ikke helt kunne overskue.
Når det er sagt, så må jeg sige, at min begejstring for
Sally Rooney stadig er i top. Jeg har allerede genlæst de to første bøger, og
jeg kommer helt sikkert til at gøre det samme med denne.
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med hendes
bøger, så vil jeg anbefale dig at starte med Normale mennesker. Det er
den mest rørende og letlæselige af hendes bøger i min optik.