Jeg har først fået øjnene op for forfatteren Jenny Colgan
for nyligt, men jeg var så begejstret for romanen Velkommen til Floras sommerkøkken,
at jeg straks tilføjede bogen her til min læseliste.
Den lille cafe ved den endeløse strand er nemlig
anden bog i serien om Flora, eller det troede jeg i hvert fald. Her på
falderebet har jeg fundet ud af, at bogen En meget fjern kyst faktisk
kommer ind i mellem, men forfatteren fremhæver selv, at man kan sagtens kan
springe rundt i bøgerne, og det fungerede også ganske fint, synes jeg.
En meget fjern kyst handler nemlig ikke direkte om
Flora, men derimod om hendes barndomsveninde Lorna og lægen Saif. Begge bøger
foregår dog på den lille skotske ø Mure, og det er også der, vi starter i bog
nummer tre.
Flora arbejder stadig i sin lille cafe, hvor hun laver
dejlig mad baseret på sin afdøde mors opskrifter. Hun er blevet kæreste med sin
forhenværende chef Joel, men deres forhold kører ikke ligefrem på skinner, for
Joel arbejder meget, rejser meget og har svært ved at lukke Flora ind i sit
liv.
Joels nye chef Colton er mangemillionær og bosat på Mure.
Han er kæreste med Floras bror Fintan, og de to er så lykkelige, at Floras eget
forhold står i skærende kontrast.
Glæden på den lille ø er stor, da Colton frier til Fintan,
men for Flora går livet ikke så let. Hun kæmper for at gøre sin lille cafe
rentabel, hun kæmper for sit forhold, og pludselig har hun også et bryllup, der
skal arrangeres.
Samtidig følger vi veninden Lorna og hendes nære venskab med
lægen Saif, som er flygtet fra krigen i Syrien. Han har mistet både kone og
børn til krigen, men en dag kommer der chokerende nyt om hans familie, og det
vender rundt på tilværelsen for både Lorna og Saif.
Letfordøjelig feel-good
Bogen her er max feel-good. Den er letfordøjelig, hyggelig
og super nem at læse, men jeg synes ikke helt den er på højde med seriens
første bog. Der mangler lidt fokus efter min mening – hvad vil historien, og
hvorfor skal jeg læse den?
Jeg synes også, den tager emner op, som er lidt for tunge
til en feel-good roman. Livet som flygtning fx bliver behandlet meget let,
hvilket jeg synes er lidt ærgerligt. Jeg læste for nyligt Anne-Cathrine Riebnitzskys
barske roman Den stjålne vej, som handler om krigen i
Afghanistan, og måske derfor blev jeg lidt irriteret over Jenny Colgans næsten
sorgløse beskrivelse af krigens traumer.
Det er nok en unfair sammenligning, for det er to vidt
forskellige genrer, men jeg er nok bare mest til feel-good, når det handler om
mere uskyldige emner som karriereskift, venskab og kærestesorg.
Jeg vil nu stadig anbefale bogen her til dig, der har lyst
til en sød, lille historie, som du ikke behøver at tænke alt for meget over.
Jeg skal da helt sikkert også læse den sidste bog i serien,
nemlig Jul på den lille skotske ø. Den vil jeg glæde mig til at hive
frem fra læselisten, når vi nærmer os december.
