Jeg slugte Huset på klippen for nylig og sprang
direkte videre til efterfølgeren her, som jeg var meget spændt på at læse. Elly
Griffiths har nemlig en forrygende evne til at slutte hver eneste bog med en
nervepirrende cliffhanger.
Obs. Er du ikke bekendt med serien om Ruth Galloway, så start
med at læse mine anmeldelser af seriens første bøger:
Døden på museet, som jeg anmelder i dag, er
altså den fjerde bog i krimiserien om arkæologen Ruth og hendes dramatiske liv.
Ligesom de andre bøger præsenteres den som en selvstændig, afsluttet historie,
men jeg vil klart anbefale dig at starte fra begyndelsen for at få den fulde
oplevelse. Bogens karakterer udvikler sig løbende, og der er masser af hints og
indforstået humor, som jeg synes, det vil være en skam at gå glip af.
En hæsblæsende historie i nyt format
Bogen her er en smule anderledes end de andre i serien, hvilket jeg synes klæder den gevaldigt. I de første tre bøger er Ruth den ultimative hovedperson, som gang på gang er i nærkontakt med blodtørstige mordere, men her står hun lidt mere på sidelinjen i forhold til selve mordsagen. Det gør noget godt for bogens troværdighed, synes jeg, og det gør historien mindre forudsigelig.
Og så til handlingen:
I Døden på museet skal en gammel kiste åbnes, og som
arkæolog med speciale i knogler er Ruth selvfølgelig inviteret med til dette
usædvanlige arrangement, som er planlagt af kuratoren på det lokale museum.
Men før låget overhovedet bliver taget af kisten, får den
tidligt ankomne Ruth sig en ubehagelig overraskelse: Ved siden af den halvrådne
trækasse fra middelalderen ligger museets kurator i fosterstilling med næse og
mund smurt ind i blod. Den altid venlige og beskedne Neil Topham, der ofte har
spurgt Ruth til råds om sine udstillinger, er død.
Men dette mystiske dødsfald er ikke det eneste. Snart bliver
også museets ejer fundet død, og vicekriminalkommissær Nelson begynder at
undersøge de to dødsfald. Gamle trusselbreve ser dagens lys, og mens sagen
spidser til, følger vi endnu en gang Ruth, Nelson og deres mærkværdige forhold
til hinanden.
Netop som sagen nærmer sig sin kulmination, rammes Nelson af
en mystisk sygdom, som ifølge druiden Cathbad skyldes en forbandelse. Åndernes
magt er stor her i seriens fjerde bog, og snart svæver Nelson mellem liv og
død, mens hans kolleger fra politigården står ansigt til ansigt med en
overraskende fjende.
Der er fuld smæk på tempoet, skøn humor og et fantastisk
persongalleri – jeg er vild med det! Og selvom jeg normalt ikke er så meget til
sådan noget med ånder og forbandelser, så synes jeg, det fungerer ret fint i
bogen her.
Jeg glæder mig derfor usigeligt til at læse den næste bog i
serien, men jeg har også et par andre gode sager på læselisten, så jeg tror den
må vente lidt.
Har du mon læst resten af serien? Og hvad synes du?
