Så fik jeg læst den anden bog i Robin Hobbs fantastiske
Farseer-trilogi. Her fortsætter historien om bastarden Fitz, kronprins Verity,
Narren og alle de andre på kongeslottet Bukkenborg, og situationen er ikke
blevet mindre anspændt siden sidst.
Fitz befinder sig i et fortsat vakuum af fare og svære
prøvelser, og samtidig kæmper kronprins Verity for at forsvare riget mod de
angrebslystne pirater, der gør livet på kysten til en sprængfarlig cocktail af
kidnapning og tomme sjæle.
Verity og Fitz kæmper sammen for at slå piraterne tilbage,
men uanset hvor mange vagter Verity sender ud, så er de altid et skridt
bagefter piraterne. Hvorfor når advarslerne aldrig frem? Er der nogen ved
hoffet, som bevidst forsøger at forpurre forsvaret af De Seks Hertugdømmer, og
i så fald hvem?
Den nyudnævnte kronprinsesse Kettricken står på sidelinjen, mens
hendes mand giver alt, hvad han har i kampen mod piraterne. Men pludselig er
det Kettricken, der får ansvaret for riget. Hun er en fremmed kvinde i et
fremmed land, og ikke alle synes om hendes nye magtposition. Hvem kan hun stole
på? Og hvordan skal hun få bugt med de skruppelløse pirater, nu Verity ikke
længere er på Bukkenborg?
Det er handlingen i store træk – resten må du selv læse dig
til, og det synes jeg bestemt du skal gøre. Kongelig snigmorder er nemlig
mindst lige så god som Snigmorderens lærling. Jeg var fanget fra start til slut
begge gange, og jeg glæder mig helt vildt til at læse den sidste bog i
trilogien.
En rundtosset type
Jeg kom i øvrigt til at tænke på Game of Thrones undervejs.
Den fortælling slugte jeg både som bog og tv-serie (vi taler ikke om sidste
sæson…) og jeg var vild med den.
Men jeg var også af og til lidt udfordret på det store
persongalleri, som særligt kommer til udtryk i bøgerne. Måske skyldes det bare
min elendige hukommelse, men jeg kan altså godt blive lidt rundtosset, hvis der
er alt for mange personer med, som man sjældent hører om.
Et stort persongalleri er jo ofte en del af fantasygenren,
men jeg synes, det er langt mere overskueligt her i Robin Hobbs
Farseer-trilogi. Der er færre karakterer, og det kan jeg godt lide.
Jeg føler også meget med de karakterer, der er med. Især
Fitz, som man virkelig kommer tæt på her i seriens anden bog. Han kæmper for at
finde sig selv og turde stå ved sine beslutninger, og han skal så grueligt
meget igennem. Næsten for meget.
Summa summarum: Er du til klassisk fantasy med episke kampe mellem det gode og det onde, så kan jeg virkelig anbefale bogen her. Den er spækket med drama, den har et fantastisk persongalleri, og så er den utrolig velskrevet.