Jeg har fået anbefalet denne bog flere gange, og jeg gik
faktisk også i gang med den for flere måneder siden. Der nåede jeg ikke mere
end de første 10-15 sider, før jeg stoppede, men hvor er jeg bare glad for, at
jeg fik genoptaget bekendtskabet.
Eleanor Oliphant har det helt fint er nemlig
en rigtig god, hjertevarm og overraskende tragisk fortælling. Jeg tror bare
ikke, jeg ramte dagsformen, da jeg gik i gang med den første gang.
Sådan går det indimellem, når jeg læser to bøger på samme
tid (apropos indlægget her om lydbøger). Så vinder den ene på bekostning af den
anden, og det er jo virkelig ærgerligt, hvis begge bøger er gode.
Men nu til selve anmeldelsen:
I Gail Honeymans debutroman møder vi den ensomme og socialt
akavede Eleanor Oliphant. Hun er 30 år gammel, bor alene i en lejlighed, har
ingen venner og ingen kæreste. Jævnfør bogens titel, så synes hun egentlig, at
hun har det fint – på overfladen i hvert fald – men som historien skrider frem,
bliver det tydeligt for såvel læser som hovedperson, at hun faktisk ikke har
det spor fint.
Eleanors lykke begrænses af de manglende sociale relationer,
som hendes pedantiske og til tider direkte usympatiske væsen står i vejen for.
Hun er super irriterende, kejtet og siger konstant de forkerte ting, og som følge
deraf lever hun stort set afskåret fra omverdenen. Hun forstår ikke de sociale
spilleregler, som alle andre tilsyneladende er indforståede med, og derfor
træder hun hele tiden ved siden af.
En ny epoke og en ny ven
En dag starter en ny epoke i Eleanors liv. Langsomt formes
kimen til et venskab med computernørden Raymond, som arbejder samme sted som
Eleanor. Deres skæbner vikles for alvor sammen, da de ser en gammel mand falde
om på gaden. Hans bedring bliver et fælles mål, og Eleanor begynder så småt at
titte ud af sin hule.
Samtidig får du som læser efterhånden øjnene op for Eleanors
tragiske barndom, som har sat dybe spor på hendes voksenliv. Spændingen stiger,
da vi nærmer os afsløringen af Eleanors dybeste hemmelighed og samtidig følger
hendes vanvittige besættelse af en mand, som hun tror, er den eneste ene.
Eleanor Oliphant har det på ingen måde fint, men alligevel
er bogen skrevet med lethed og humor. Den er trist ja, men ikke en
tudehistorie. Den er uhyre velskrevet, spændende, sød, sjov og tragisk.
Eleanor er en fantastisk, anderledes og gennemført
hovedperson, og man kan ikke lade være med at holde af hende, til trods for
hendes bizarre handlinger.
Har du endnu ikke læst historien, så vil jeg klart
anbefale dig at komme i gang ;-)
