Jeg har set rigtig mange fine anmeldelser af bogen her, og derfor var mine forventninger helt i top. Den slags kan godt være lidt farligt, synes jeg. Nogle gange er det måske bedre bare at læse med en ren tavle, men her gjorde det nu ikke noget, for jeg blev ikke det mindste skuffet over bogens kvalitet – tværtimod.

Kære Edward handler om en 12-årig dreng, der som den eneste ud af 191 passagerer overlever et fatalt flystyrt. Han mister alt; sin bror og sine forældre, sin trygge hverdag og lidt af sig selv.

Efter lang tids ophold på hospitalet flytter han ind hos sin moster og onkel. Her står et værelse klar, men det værelse var oprindeligt tiltænkt et helt andet barn. Det barn, som de aldrig fik, og som især Edwards moster savner.

Edward og mosteren kæmper begge med sorgen. Sorg over det ufødte barn. Sorg over en mistet søster. Og sorg over tabet af både mor, far og storebror.

Men det bliver ikke sin moster, Edward knytter sig mest til. I stedet opstår et nært venskab med nabopigen Shay, som bliver hans faste holdepunkt i tilværelsen. Deres fortrolighed vokser, men det samme gør deres alder, og snart når de et punkt, hvor deres nære relation bliver betragtet med skepsis.

Men Shay og Edward lader sig ikke sådan skille. De holder sammen, og deres venskab bliver kun stærkere, da de finder en sæk med breve fra pårørende til de afdøde flypassagerer.

En vaskeægte tåreperser

Jeg havde godt læst, at bogen her var hjerteskærende, og hvordan kan den næsten også være andet med den handling?

Alligevel blev jeg overrasket over, hvor meget den rørte mig. Jeg var knap begyndt, før jeg fik et sug i maven, for man ved jo, at det går galt, og det er næsten ikke til at bære.

Men det er også en virkelig smuk bog. Smuk i sine beskrivelser af sorg, spirende venskab, skrøbelige relationer og livskraft.

Den er mesterligt skrevet, og jeg slugte den på få dage. Kæmpe anbefaling herfra.