Børnebøger

Alfons Åberg bøger

11. februar 2021

Alfons Åberg bøger

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske Alfons Åberg fra min barndom. Måske har vi aldrig læst dem, eller også har min hjerne bare slettet eventuelle minder, men jeg må sige, at jeg har taget revanche, efter jeg er blevet mor. Mine børn er nemlig vilde med Alfons, og vi har pløjet alle historierne igennem. Nogle af dem har vi selv. Andre har vi lånt på biblioteket, hvor der som regel er masser af Alfons-bøger på lager.

Den allerførste Alfons Åberg bog blev udgivet helt tilbage i 1972, og serien strækker sig over mere end 30 år. Den sidste historie blev nemlig udgivet i 2006.

Forfatter og illustrator Gunilla Bergstrøm har skabt et virkelig fint og genkendeligt univers i børnehøjde. Alle historierne tager udgangspunkt i almindelige og simple hverdagsbegivenheder, og måske netop derfor bliver børn så optagede af dem. Som voksen morer jeg mig mest over Alfons’ far, som både ryger pibe bag avisen, serverer saftevand efter puttetid og lader Alfons binde sløjfer i hele hytten.

Vi har som sagt læst virkelig meget Alfons herhjemme. Listen her rummer dem, vi synes allerbedst om (i vilkårlig rækkefølge), og her er børn og voksne faktisk overraskende enige. Alle bøger er listet med link til køb.

Godnat, Alfons Åberg

Det her er den allerførste bog om Alfons, og jeg kan godt forstå, at den banede vej for flere, for den er simpelthen så fin. 4-årige Alfons skal sove, men det er svært at falde i søvn, når man slet ikke er træt. Far er sød, næsten for sød, og gør alt hvad han kan for at hjælpe Alfons. Alfons er fræk, næsten for fræk, men falder alligevel i søvn til sidst. 

Køb den her >>

Novra, Alfons Åberg

Novra, Alfons Åberg er et skønt eksempel på, hvor anderledes børneopdragelsen var i 70’erne. Alfons vil gerne lege, men far gider ikke – han læser avis og ryger pibe. Derfor får Alfons lov til at låne værktøjskassen. Han bygger en sej helikopter helt på egen hånd og svæver snart henover junglen. Men junglens dybe mørke byder på uhyggelige dyr, og derfor ender Alfons’ far med at lægge avisen fra sig og tage med på helikoptertur.

Køb den her >>

Hokus Pokus, Alfons Åberg

Det her er en lang historie på hele 59 sider. En rigtig fin begynderbog til de lidt større børn, som godt kan koncentrere sig om en mere kompleks handling og et større persongalleri.

Alfons er nu syv år gammel. Sammen med sin ven Viktor møder han tryllekunstneren Troldmanden, som kan trylle mange spændende ting frem ud af den blå luft. Alfons’ største ønske er en hund, men sådan en må han ikke få for sin far. Mon Troldmanden kan hjælpe?

Køb den her >>

Lykkelige Alfons Åberg

Julen er ovre, og far og Alfons keder sig noget så skrækkeligt. Slut med gaver og slut med pynt. Hvorfor kan det ikke bare være jul hver dag? Måske lige med en fødselsdag i ny og næ. Farmor har svaret, og pludselig er det hele ikke så skidt alligevel.

Køb den her >>

Kom nu, Alfons Åberg 

Det er morgen, og Alfons skal i børnehave. Han mangler bare lige at få tøj på. Og give dukken tøj på. Og sætte dækket på legetøjsbilen, og … Alfons’ far er utålmodig. ”Kom straks”, råber han. Men hvem bliver mon først klar til at gå?

Køb den her >>

Det her er altså nogle af favoritterne herhjemme, når det kommer til Alfons Åberg. Men alle bøgerne er nu skønne hver for sig, og jeg kan som sagt anbefale at smutte en tur på biblioteket for det største udvalg. Der står som regel kun en enkelt Alfons-bog eller to i bogbutikkerne, og selv netbutikkerne har slettet nogle af bøgerne fra udvalget.

Der findes i øvrigt en utrolig sød tegnefilm, som bygger på bogen Hokus Pokus, Alfons Åberg, som jeg også har nævnt i indlægget her. Filmen varer kun en times tid og er den perfekte begynderfilm til små trolde, som har svært ved at sidde stille, selv når fjernsynet kører. Vi fandt den på Netflix. 

Har du en ven eller to, som bare må læse det her?

Del på Facebook

Skriv en kommentar

K.B. Assenholm

K.B. Assenholm

Selvudgivende forfattertype med stor kærlighed for ord og chokolade. På bloggen her finder du skriverier om alt fra boganmeldelser, egne udgivelser, egne brølere og egne succeser.

K.B. Assenholm

danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Det er altså super hyggeligt - det lover jeg. Du får både tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ, hvis det går vildt for sig.

K.B. Assenholm

bogen der deler vandene

Min debutroman har fået masser af flotte stjerner og gode anmeldelser. Wauv altså, det gør mig simpelthen så glad! Der var også en enkelt eller to, som ikke var fan. Måske er det bare en af de bøger, der deler vandene?

følg med

Jeg poster lidt på Facebook og Instagram ind i mellem. Måske skriver jeg noget sjovt. Og måske er det virkelig kedeligt. Kig forbi og vurder selv...

K.B. Assenholm

den store hvad-vil-du-helst quiz

Jeg elsker at quizze, og derfor har jeg lavet en skør version af den klassiske hvad-vil-du-helst quiz. Vil du fx helst spise lort eller hotdogs? Måske bliver du overrasket over dit svar, når du ser valgmulighederne :-)

Danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Her får du tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ. Jeg skriver cirka en gang om ugen. Du kan selvfølgelig nemt afmelde dig, hvis det ikke var så hyggeligt som forventet.