Jeg var alene med ungerne her den anden dag, og mens jeg puttede dem, fik jeg pludselig en idé. En splinterny idé til en helt ny roman, som jeg bare måtte ind og skrive på med det samme.

Jeg fik sagt godnat, kysset og krammet, og så skyndte jeg mig ellers ind til computeren og åbnede et nyt dokument. Den hvide side stod og stirrede på mig et øjeblik, men ikke længe. For min hjerne vrimlede med ord, som ville ud, og snart havde jeg skrevet flere sider.

Jeg skrev helt frem til midnat, og det er altså en voldsom præstation for yours truly, som plejer at gå kold omkring klokken ti. Jeg gik i seng, men jeg havde svært ved at sove. Min hjerne summede af idéer til plot, karakterer og miljø, og jeg måtte åbne natbordsskuffen flere gange for lige at skrible lidt i min notesbog.

Følelsen af sprudlende kreativitet og dansende ord er noget af det bedste, jeg ved. Det er derfor jeg skriver. Jeg har været helt høj over min nye historie i flere dage. Glad, begejstret og fuld af god energi.

Hele to bøger på samme tid

Egentlig burde jeg nok skrive efterfølgeren til Manden der glemte sig selv færdig. Etteren sluttede med en gedigen cliffhanger, som jeg gerne vil afslutte, og jeg har faktisk også skrevet en del. Næsten halvdelen.

Jeg er ret glad for nogle af kapitlerne, og jeg kan lide historiens udvikling, men jeg er også gået lidt død i den.

Da jeg skrev Manden der glemte sig selv, kastede jeg mig bare ud i det. Jeg skrev og skrev, og pludselig var der kommet en historie ud af det. 

Siden har jeg så læst lidt om plotmodeller og skrivetips, og derfor gik jeg anderledes til værks med efterfølgeren. Her startede jeg med at brainstorme på handlingen og gik derefter i gang med at skitsere det overordnede plot.

Jeg tror faktisk, at det er en af grundene til, at jeg er gået død i den. Det der med plotmodeller og skrivning i kasser fungerer ikke rigtigt for mig. Jeg synes det bliver kedeligt, når jeg allerede ved, hvad jeg skal skrive, og ikke bare kan lade min hjerne vandre som den vil.

Nu prøver jeg at lade tankerne flyve og se, hvad der sker med mit nye projekt. En ting er sikkert: Jeg er sprængfyldt med energi, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor historien tager mig med hen. 

Det er et sted med marehalm og fyrretræer. Så meget ved jeg.